Eksem og førtidspension kan være forbundet

Forskere fra Videncenter for Allergi har sammen med forskere fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Rigshospitalet, undersøgt konsekvenserne af at have eksem.

Eksem har både store personlige og samfundsmæssige konsekvenser, da sygdommen er associeret med reduceret livskvalitet, øget forbrug af sundhedsydelser, og i de værste tilfælde, sygefravær, jobskifte, revalidering og/eller førtidspension.

Både atopisk eksem og håndeksem er hyppige hudlidelser i befolkningen. Personer der har haft atopisk eksem har ofte en mere sårbar hud og en øget risiko for at udvikle håndeksem senere i livet. Man kan være arveligt disponeret for at udvikle atopisk eksem hvis man har en mutation i det gen der koder for proteinet filaggrin. Filaggrin-proteinet findes i hudens øverste lag hvor det er en del af hudbarrieren, der beskytter kroppen mod påvirkninger fra omgivelserne. Hvorvidt personer med filaggrin gen-mutationer oplever særlige konsekvenser ved deres eksem er uvist.

Studiet er baseret på data fra to forskellige grupper. En gruppe fra den generelle befolkning bestående af 3247 tilfældigt udvalgte voksne samt en gruppe af 496 eksempatienter. Alle deltagere udfyldte spørgeskemaer og blev testet for filaggrin gen-mutationer. Derudover benyttede projektet data fra Danmarks Statistik.

Vores studie viste, at hyppigheden af førtidspension i den generelle befolkning var øget blandt de personer der rapporterede håndeksem, særligt hvis de også havde atopisk eksem og en filaggrin gen-muta­tion.  Dog var den primære diagnose for at have fået tildelt førtidspension ukendt i vores analyse og derfor kan vi ikke sige noget om årsagssammenhæng i dette studie, men indtil videre blot konkludere, at der er en sammenhæng.

Vi fandt også, at blandt de personer der rapporterede håndeksem, og som både havde en historie med atopisk eksem og en filaggrin gen-muta­tion, fik over halvdelen de første symptomer på deres håndeksem inden de fyldte 18 år. Til sammenligning, var det kun 20 % der rapporterede symptomer på håndeksem inden voksen­livet blandt de personer der ikke havde haft atopisk eksem – uanset om deltagerne havde en filaggrin gen-mutation eller ej. Dette billede bekræfter, at man tidligt i livet skal være opmærksom på hudsymptomer, hudpleje og erhvervsvalg, særligt hvis man har atopisk eksem eller har haft det som barn.

Studiet er publiceret i tidsskriftet ’Contact Dermatitis’ og er desuden beskrevet i Astma og Allergi Bladet november 2017.

 

Invitation til Ph.d. forsvar 4/11/2016

Fredag d. 4. november kl. 14.00 skal Læge Majken Hougaard Foss-Skiftesvik forsvare sin Ph.d med titlen “Occupational allergic and irritant skin and respiratory diseases in hairdressers – Occurrence and clinical investigations”.

Alle er velkomne til at deltage. Forsvaret vil forgå i Medicinsk Museums Auditorium, Bredgade 62, 1260 København K, med efterfølgende reception.

Se invitationen her.

Download den danske resume her.

Download Ph.d afhandlingen her.

Allergi over for epoxy

Der har været meget fokus på epoxyallergi i vindmølleindustrien. Epoxy bruges til at skabe fleksible og meget resistente overflader, det anvendes i særlig maling og som lim. Epoxy er stærkt allergifremkaldende indtil det er hærdet. Hærdetiden er forskellig for forskellige typer af epoxy. Der er risiko for allergi, hvis man berører, bearbejder, sliber eller borer i ikke-hærdet epoxy.

Epoxy er en af de hyppigste årsager til anerkendt arbejdsbetinget allergi. I halvdelen af tilfældene drejer det sig om tilfælde fra vindmølle industrien og 1/6 tilfælde er gulvlæggere, hvor epoxy anvendes som lim.

Videncenter for allergi har i 2012 undersøgt, om personer som fik konstateret arbejdsbetinget epoxyallergi, havde været på det lovpligtige epoxykursus, om de havde brugt handsker og om allergien påvirkede deres erhvervstilknytning og livskvalitet.

Videncenter for Allergi har udarbejdet særligt informationsmateriale til virksomheder, hvor der arbejdes med epoxy, som opslag til arbejdspladsen og quiz.

Læs om epoxyallergiundersøgelsen fra 2012 her.

Læs mere om epoxyallergi og se informationsmaterialet her.

Temadag om allergi over for kemiske stoffer

Sundhedsstyrelsens Rådgivende Videnskabelige Udvalg for Miljø og Sundhed afholder en temadag om allergi over for kemiske stoffer i Eigtveds Pakhus på Christianshavn.

Der vil blandt andet være indlæg om årsager, risikofaktorer og forebyggelse af allergi over for kemiske stoffer i arbejdsmiljøet og privat, om allergi hos børn, allergiproblemer med professionel håndtering af kosmetik fx blandt frisører og påvirkninger fra hårfarver og parfumestoffer.  Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen vil bidrage med oversigter over aktuel lovgivning.

 

Temadagen varer fra kl. 10.00 til 16.00 og der er gratis frokost inkluderet i programmet.

Deltagelse kræver tilmelding, men er gratis.

Se program og hvordan du melder dig til her.

Ph.d.-forsvar om Arbejdsbetinget håndeksem

Ulrik Fischer Friis's Ph.d. forside

Der anmeldes ca.2.600 nye tilfælde af arbejdsbetinget hudsygdomme til arbejdsskadestyrelsen om året. Håndeksem er den hudsygdom der oftest anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen. Det er ofte yngre personer under 35 år og dobbelt så mange kvinder som mænd der udvikler arbejdsbetinget håndeksem.

 

En eksponeringskortlægning er en forudsætning for at afgøre om et eksem er arbejdsbetinget, for at give den korrekte information samt for forebyggelse. Central information i denne sammenhæng er patientens sygehistorie, viden om indhold i de produkter, der arbejdes med og arbejdsprocesser.

 

Sikkerhedsdatablade og ingredienslister er en vigtig kilde til viden om indhold i produkter på arbejdspladsen, imidlertid kan disse være svære at forstå og studier tyder på, at der kan være manglende eller forkerte informationer i sikkerhedsdatabladene. Hvor stor en rolle dette spiller i praksis ved udredning af arbejdsbetinget eksem blandt danske patienter vides ikke.

 

Formålet med denne afhandling var at evaluerer om en systematisk, trinvis eksponeringskortlægning giver anledning til påvisning af arbejdsbetinget allergi hos flere patienter, at undersøge om datablade indeholder information som er af betydning for diagnosen irritativt kontakteksem, at påvise om der er specielle forhindringer i forbindelse med at anvende informationen i datablade og at anvende det danske produktregister til at kortlægge, hvilke produkttyper de potente allergener isothiazolinoner anvendes i.

 

Afhandlingen forsvares fredag d. 3. oktober kl. 14 i Store Auditorium på Gentofte Hospital.

 

Resumé af ph.d.-afhandlingen

Nyt om arbejdsbetinget eksem

Symposium om Arbejdsbetinget eksem holdes som afslutning på et Ph.d. studie om kortlægning af allergifremkaldende og hudirriterende stoffer i arbejdsmiljøet. Projektet har været finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden og er gennemført i Videncenter for Allergi og Hud-og Allergiafdelingen, Gentofte Hospital.

 

Der vil være indlæg fra styrelser og forskere. Gæstetaler er professor John fra Tyskland, der vil fortælle, hvordan de forebygger arbejdsbetinget eksem i Tyskland – med succes.

Det er gratis at deltage, men tilmelding kræves, da der er begrænset deltagerantal.

 

Program

Tilmelding

Arbejdsbetinget eksem og hudallergi

Arbejdsbetinget eksem er en hyppig sygdom. I Danmark anmeldes ca. 2.500 muligt arbejdsbetingede hudlidelser til Arbejdsskadestyrelen årligt. I de fleste tilfælde er der tale om eksem. Hudsygdomme udgør 30 % af anerkendte arbejdsbetingede lidelser.
Sygdommen kan dels skyldes allergi over for stoffer i arbejdsmiljøet eller påvirkning af huden af stoffer, som giver hudirritation. I mange tilfælde bliver sygdommen kronisk og kan påvirke de fremtidige erhvervsmuligheder. Vejledningen sætter derfor fokus på årsager til eksem og allergi, på risikoen for allergi i særligt udsatte brancher, samt på forebyggelse og sikkerhedsforanstaltninger.
Vejledningen er udgivet af Industriens Branchearbejdsmiljøråd og Videncenter for Allergi har bidraget med fagligt indhold.
Yderligere information:

Arbejdsbetinget eksem er hyppigt

Den nye undersøgelse er baseret på de sidste 1.000 patienter med arbejdsbetinget eksem undersøgt på Hud- og Allergiafdelingen, Gentofte Hospital.

Kvinder som er i høj risiko for at udvikle kontakteksem arbejder som kokke, slagtere, kosmetologer, bagere og frisører med 23,3 til 96,8 tilfælde af svært kontakteksem per 10.000 arbejdere per år.

Mænd som er i høj risiko arbejder som malere, kokke, mekanikere, låsesmede og bagere. Der registreres noget færre tilfælde af svært kontakteksem blandt mændene, nemlig 16,5 til 32,3 per 10.000 arbejdere per år.
Kontakteksem kan opstå af flere årsager, enten fordi man får allergi, eller hvis man er i kontakt med stoffer der irriterer huden. I visse fag er der større risiko end i andre fag. De mest risikofyldte erhverv i forhold til at udvikle allergi er således frisører, malere og bagere.
Arbejdsbetinget kontakteksem forekommer hyppigt, selvom kun alvorlige tilfælde tages i betragtning. Der er ikke igangsat nogen fælles forebyggelsesstrategier i Europa, på trods af mangeårig dokumentation for et udbredt problem og viden om risikoerhverv og risikofaktorer.
Læs mere om:

Nyt studie skal kortlægge eksemsygdom i Danmark

Eksem er en hyppig lidelse som rammer både børn og voksne og kan skyldes arv eller være overvejende forårsaget af miljøfaktorer.

Mange får også eksem af udsættelser på arbejdspladsen og sygdommen har mange direkte og indirekte omkostninger.
Leo Pharma fonden har bevilliget 2,8 mio kr. til en forskergruppe fra Videcenter for Allergi, Hud-og Allergiafdelingen på Gentofte Hospital sammen med Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Glostrup.
I studiet skal forekomsten af de forskellige typer af eksemsygdom kortlægges i befolkningen og blandt patienter. Målet er blandt andet via registerundersøgelser at foretage en karakteristik af personer med eksemsygdom og beskrive sygdommens konsekvenser.
Læs mere om:

Ny guideline skal hjælpe læger og patienter

Videncenter for Allergi har udarbejdet en guideline for kortlægning af eksponeringer ved arbejdsbetinget eksem i forbindelse med projektet ”Redskaber til standardiseret kortlægning af allergifremkaldende og hudirriterende kemiske stoffer på danske arbejdspladser”, der er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden.
Guidelinen er tænkt som et redskab til systematisk og mere effektiv kortlægning af eksponeringer, som kan have ført til arbejdsbetinget eksem. Guidelinen er henvendt til læger, der ser patienter med muligt arbejdsbetinget kontakteksem, men andre faggrupper, arbejdsmiljøprofessionelle og patienter kan også drage nytte af den.
Guidelinen er baseret på de erfaringer, der er høstet i forbindelse med udredning af patienter med arbejdsbetinget eksem i hud og allergiafdeling på Gentofte Hospital, på videnskabelige arbejder, centrale opslagsværker samt på Arbejdstilsynets vejledninger, bekendtgørelser samt forordninger.
Guidelinen kan anvendes til:
  • at identificere de mulige årsager til et eksem
  • at tilrettelægge en dækkende udredning
  • at forbedre muligheden for at stille en korrekt diagnose
  • at forbedre rådgivning og forebyggelse af nye udbrud af eksem
Guidelinen er udarbejdet af cand.polyt. ph.d.-studerende Ulrik Fischer Friis i samarbejde med styregruppen for projektet.
Dokumentet kan også rekvireres i bogform ved henvendelse til sekretær Lene Toft-Jensen.
Der er tidligere i projektet udarbejdet en oversigt over forskellige regler og retningslinjer af relevans for eksponeringskortlægning hos patienter med mistænkt arbejdsbetinget eksem.
Dette dokument kan hentes her eller fås i bogform ved henvendelse til ovennævnte sekretær.
1 2 3