Lægemidler
Der findes et stort udvalg af lægemidler på markedet og de indeholder mange forskellige tilsætningsstoffer. De fleste lægemidler forårsager ikke allergi, men enkelte tilsætningsstoffer kan være årsag til en allergisk reaktion ved kontakt med huden og i nogen tilfælde slimhinder. Der er forskellige typer allergi, den type som omtales neden for er kontaktallergi, der opstår når et stof bruges på huden og viser sig ved eksem.
De enkelte stoffer har forskellige anvendelser, og det er derfor også forskellige lægemidler man skal undgå afhængig af hvilket stof man har udviklet allergi overfor. Nogle allergener der findes i lægemidler er:
- Binyrebarkhormoner – bruges i behandlingen af mange forskellige tilstande som f.eks. eksem, psoriasis, astma, høfeber, ledsygdomme og visse mave-tarmsygdomme.
- Lokalbedøvelse fx. benzocaine, dibucaine og tetracaine ofte brugt lokalt til mund og slimhinder.
- Clioquinol – findes I behandlingsmidler til eksem, det dræber bakterier, svampe og visse parasitter.
- Neomycin – anvendes til bekæmpelse af bakterier i f.eks. creme til behandling af inficeret eksem, øjen- og øredråber mod betændelse og hæmorroidemidler.
Hyppighed
Omkring 1,2 % af de patienter, der med en lappeprøve undersøges for kontaktallergi i Danmark, lider af allergi over for et lægemiddel, der anvendes på huden.
Symptomer
Afhængigt af lægemiddellen kan symptomerne varier. Oftest ses eksem og/eller hævelse ved kontakt området.
Diagnose og Behandling
Diagnosen kontaktallergi overfor lægemidler stilles af en hudlæge ved hjælp af en lappeprøve. Testen vil ofte blive suppleret med prøver fra egne produkter.
Behandlingen består i at undgå de typer lægemiddel, du ikke tåler samt at behandle udslættet med produkter du godt kan tåle. Hudlægen vil rådgive dig om hvilke produkter, du kan behandle din hudlidelse med fremover.
Allergien er varig, men den kan svækkes med tiden, hvis du undgår kontakt med de lægemidler, du ikke tåler.
Lovgivning
Lovgivninger om lægemidler findes på lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
Hvad kan du selv gøre
Undgå kontakt med de typer lægemidler, du ikke tåler. Husk derudover altid at oplyse læger og andre behandlere om din allergi, specielt hvilke lægemidler du ikke tåler.