Tandlæger & klinikassistenter

I tandlægearbejdet er håndhygiejne vigtig for at forhindre infektioner. Hyppig håndvask, hånddesinfektion og brug af handsker hører derfor med til arbejdet som tandlæge og klinikassistent.

Hyppig håndvask og brug af handsker kan give irritativt eksem og er hovedårsagen til håndeksem blandt tandlægepersonale [1,2].

Tandlæger og klinikassistenter er også i deres arbejde i daglig kontakt med allergifremkaldende stoffer.

De allergifremkaldende stoffer kan bl.a. findes i:

  • Plastmaterialer (acrylater):
    1. Emalje-dentinbindingssystemer
    2. Fissurforseglingsmaterialer
    3. Komposit plast (kemisk og lyshærdende)
    4. Kompomer (lyshærdende)
    5. Glasionomercement (kemisk og lyshærdende)
  • Desinfektionsprodukter (fx glutaraldehyde, formaldehyd)
  • Reparationsmateriale og bøjler (fx nikkel, kobalt, krom, palladium, guld og amalgam)
  • Cement (fx eugenol)
  • Lokal anæstesi (benzocaine, lidocaine)
  • Materiale til tandreparation (fx eugenol)
  • Tandbeskyttende lak (fx kolofonium)

I arbejdet med plastmaterialer er korrekt anvendelse af handsker væsentlig, idet de kun yder kortvarig beskyttelse [3].

Tandlæger og klinikassistenter kan også udvikle allergi overfor indholdsstoffer i handsker (latex, gummikemikalier)

Andre symptomer

Arbejdet med plastmaterialer kan give luftvejssymptomer, eksempelvis astma og høfeber [4,5]. Er du tandlæge eller tandlægeassistent og har luftvejssymptomer, så bør du blive undersøgt for allergi over for acrylater hos lægen.