Forbud mod konserveringsmidlet MG er en succes

Allergi over for konserveringsmidlet MG er faldet markant, siden det for to et halvt år siden blev forbudt at bruge midlet i cremer og andre kosmetiske produkter, der har varig kontakt med huden.

 

Hverdagen bliver snart en anelse sikrere for eksempatienter og alle os andre potentielle allergikere. Sidst i juni vil det velkendte allergifremkaldende konserveringsmiddel, methyldibromo glutaronitrile (MG), nemlig ikke længere være tilladt i kosmetiske produkter i EU.

 

På grund af en kraftig vækst i allergi over for MG siden starten af halvfemserne, blev stoffet forbudt i såkaldte stay-on kosmetiske produkter, som fugtighedscremer og makeup, i september 2005.

 

Nu viser nye tal fra Videncenter for Allergi i samarbejde med Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe, at forbuddet har haft en positiv effekt på antallet af allergitilfælde blandt eksempatienter. Godt hjulpet på vej af et øget fokus på MG’s allergifremkaldende effekter, har forbuddet bidraget til, at forekomsten af allergi over for MG er faldet betydeligt fra 4,6 procent i 2003 til 2,6 procent i 2007 (se figur). Der er dog stadig langt igen til det europæiske gennemsnit fra 1991 på 0,7 procent.

 

Forskning fører til forebyggelse

Forbuddet har altså virket. Men MG er fortsat en kilde til allergi, fordi midlet stadig har været lovligt til konservering af flydende håndsæber, shampoo og andre wash-off produkter, indtil det afskaffes i juni.

 

Det kommende totalforbud er blandt andet foranlediget af en række studier fra Videncenter fra Allergi. Disse viser, at allergi over for MG er lige hyppig blandt mænd og kvinder og oftest ses som eksem på hænderne.

 

Årsagen til allergien var primært kosmetiske produkter konserveret med stoffet i tilladte mængder. Så der er god logik i at forbyde stoffet helt. Ikke mindst fordi de fleste patienter oplevede, at deres allergiske eksem blev forbedret eller forsvandt helt inden for 6 måneder, hvis udsættelsen for MG ophørte.

 

Desuden har et ph.d.-studie gennemført i et samarbejde med dermatologisk afdeling på Odense Universitetshospital bekræftet, at gentagen brug af flydende håndsæbe tilsat MG, giver allergisk eksem.

 

Flydende sæbe konserveret med MG giver allergisk eksem.

 

Allergi over for MG blandt danske eksempatienter

Disse og lignende resultater har været afgørende for, at EU-kommissionen har besluttet at udvide forbuddet mod konserveringsmidlet til også at gælde wash-off produkter.

 

Beslutningen blev taget den 7. februar, 2007 og sat til at træde i kraft ca. 15 måneder senere.

 

Fra og med den 22. juni 2008 vil det således ikke længere være tilladt at sælge kosmetiske produkter, der indeholder MG.

Nikkelallergi og mobiltelefoner

Blanke metaldele på mobiltelefoner kan i visse tilfælde frigive nikkel og være årsag til nikkeleksem. 

 

Hvad er symptomerne?

Nikkeleksemet viser sig som eksempletter i ansigtet på øret og/eller den ene kind. Eksemet starter, der hvor ansigtet er i kontakt med blankt metal fra mobilen. Eksempletterne kan derfor sidde både ved/på øret og længere nede af kinden afhængigt af hvor metallet, der frigiver nikkel er. Efterhånden kan eksemet blive mere udbredt i ansigtet, hvis årsagen ikke fjernes. Eksemet er kløende.

 

Hvordan finder jeg ud af om min mobiltelefon frigiver nikkel?

Man kan ikke se på det blanke metal om det frigiver nikkel. Man må derfor spørge producenten/forhandleren eller selv teste sin telefon for nikkelfrigivelse.

 

Hvor hyppigt er det?

Der er rapporteret om enkelte tilfælde af nikkeleksem forårsaget af mobiltelefoner. Disse rapporter kommer fra Frankrig, Italien og Østrig. I de fleste tilfælde har der været tale om personer, som anvendte deres mobiltelefon i et betydeligt omfang dagligt.
 

I det danske netværk af hudlæger, der overvåger allergi i Danmark er der indtil videre registeret enkelte patienter med allergisk nikkeleksem efter mobilbrug. Problemet er formentlig af større omfang end hvad, der hidtil er registret, da hverken læger eller forbrugere har været opmærksom på denne mulige årsag til allergisk nikkeleksem.

 

Videncenter for Allergi er derfor i gang med en undersøgelse af nikkelfrigivelse fra mobiltelefoner på det danske marked. Den vil være færdig i slutningen af året. De foreløbige data viser, at nikkelfrigivelse ikke er ualmindelig fra blanke metaldele på mobiltelefoner på det danske marked.

Professortiltrædelse

Overlæge, dr.med. Jeanne Duus Johansen, Videncenter for Allergi, Dermatologisk afdeling, Gentofte Hospital er udnævnt til professor i allergi over for kemiske stoffer ved Københavns Universitet.
 
I den anledning holder Jeanne Duus Johansen tiltrædelsesforelæsning
 
Fredag den 13. april 2007, kl. 15.00
Store Auditorium, opgang 28, Gentofte Hospital.
 
Forelæsningen har titlen: Allergi over for kemiske stoffer – forebyggelse i et forsknings- og samfundsmæssigt perspektiv.
 
Efter forelæsningen vil Direktionen, Gentofte Hospital være vært ved en reception i Gobelinsalen.

Konserveringsmidlet MG forbudt

Methyldibromo glutaronitrile er et konserveringsmiddel, der anvendes i kosmetik. Det har siden september 2005 været forbudt på grund af sine allergifremkaldende egenskaber i cremer og lignende, såkaldt stay-on kosmetik, der ikke vaskes af huden. 
 
Imidlertid har forskning fra Videncenter for Allergi vist, at også produkter, der vaskes af huden igen fx sæber, udgør en risiko for allergi og svære eksemer. Denne forskning har været forelagt EU Kommissionens Videnskabelig Komité for forbrugerprodukter, foranlediget af den danske Miljøminister.
 
Den Videnskabelige Komite har indstillet at stoffet ikke længere anvendes i kosmetik, hverken stay-on eller wash-off. Dette er den 7. februar 2007 blevet vedtaget af medlemslandene. Forbuddet træder i kraft om ca. 15 måneder.

 

  • Hyppig årsag til allergi
  •  

  • Forskning fra Videncentret har vist, at:
    • methyldibromo glutaronitrile (MG) er en hyppig årsag til allergi.
    • MG giver hyppigere allergi end andre konserveringsmidler.
    • hyppigheden af allergi over for MG har været kraftig stigende i en 10 års periode.

    I Europa får op mod 5 pct. af eksempatienter, der testes hos hudlæger, påvist allergi over for MG.

     
    Mange har erhvervet allergi over for MG ved brug af fugtighedscremer, men også en stor gruppe personer har fået allergi over for MG ved brug af flydende sæber og shampoo. I et studie blandt eksempatienter, der sås af hudlæger (i Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe), og som fik påvist allergi over for MG udgjorde cremer og lotions 31 pct. af de produkter, som havde forårsaget eksem og flydende sæber 23 pct.
     
    Flydende sæber et særligt problem
    Flydende sæber er vist at udgøre et særligt problem især ved erhvervsmæssig brug, hvor håndvask foretages mange gange dagligt.
     
    Et eksperiment med sæbe indeholdende MG i den tilladte mængde gav eksem hos 37 pct af patienter med allergi over for MG, når de vaskede sig med sæben bare to gange daglig i 30 sekunder i op til fire uger.
     
    Kombinerer man MG med et sæbestof forstærkes den allergiske reaktion flere gange.
     
    Referencer
    Jensen CD. Contact Allergy to the preservative methyldibromo glutaronitrile. Forum for Nordic Dermato-venereology 2005:vol 10: suppl (ph.d.afhandling fra Odense Universitets Hospital).
     
    Pedersen LK, Haslund P,Johansen JD, Held E, Vølund A, Agner T. Influence of a detergent on skin response to methyldibromo glutaronitrile in sensitized individuals. Contact Dermatitis 2004:50:1-5
     
     
    Zachariae C et al. Zachariae C, Rastogi S, Devantier C, Menne T, Johansen JD. Methyldibromo glutaronitrile: clinical experience and exposure-based risk assessment. Contact Dermatitis 2003;48(3):150-154.
      
    Gode råd
    • Check de produkter, du har stående, for MG og kassér dem.
    • Der er deklarationspligt af kosmetik. Det betyder indholdsstofferne skal fremgå af emballagen. 

    • MG vil hedde methyldibromo glutaronitrile. Det må ikke hedde andet eller staves anderledes.

    • Check indholdsdeklarationen, før du køber nye produkter.

    • Undgå at købe produkter med MG i.

    • MG er forbudt i stay-on kosmetik dvs. produkter, som bliver på huden, så som cremer, lotions mm.

    • MG er tilladt de næste ca. 15 måneder i wash-off kosmetik, dvs. sæber, shampoo mm.

    • Check arbejdspladsen for flydende sæber med MG i og få dem kasseret.

    Nyt videncenter for Frisører og Kosmetikere

    De sidste års debat og fokus på kemikalierne i frisørbranchen har båret frugt – Videncenter for Frisører og Kosmetikere er nu en realitet. Torsdag d. 24. august 2006 rulles den grønne løber ud og der holdes officiel åbning af Videncentret. Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam holder åbningstalen.
     
    Visse stoffer i især hårfarver og permanent kan føre til allergi og luftvejssygdomme. Stofferne kan skade kunderne, men især frisørerne, som bruger produkterne flere gange dagligt. De skadelige stoffer føres desuden ud gennem spildevand og affald fra salonerne og påvirker derved miljøet. Derfor har Københavns Kommune givet 800.000 kr. og Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund 100.000 kr. til et Videncenter gennem de næste to år.
     
    Centret skal rådgive om kemien i produkterne, grønnere produkter samt forebyggelse af sygdom. Centret skal også udføre videnskabelig forskning for at skabe ny evidensbaseret viden til frisører og kosmetikere.
     
    "Videncentret er vigtigt for at kunne udbrede viden til frisører og kunder, og dermed styrke branchen og skabe endnu bedre arbejdsmiljø i salonerne. Det ligger også fint i forlængelse af vores beslutning om at etablere en "grøn linie" på landets frisørskoler, som sikrer, at de kommende frisører får bedre kendskab til miljøforhold," fortæller formand for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund Poul Monggaard.
     
    ”Frisører er blandt de faggrupper, som hyppigst har håndeksem, men for mange vil det være muligt at komme eksemet til livs med optimerede arbejdsprocesser og produktsubstitution”, siger seniorforsker Heidi Søsted, der er daglig leder af centret og som forsker i allergi over for hårfarveingredienser.
     
    ”For første gang får frisører og kosmetikere deres eget sted, hvor de kan henvende sig både med akutte og mere langsigtede helbreds- og miljøspørgsmål” fortsætter Heidi Søsted.
     
    Fakta
    • Torsdag den 24. august kl. 9.30 afholdes officiel indvielse af Videncenter for Frisører og Kosmetikere i Dansk Frisør og Kosmetiker Forbunds lokaler, Lersø Parkallé 21, København Ø
    • I slutningen af 2005 fik Bispebjerg Miljøcenter, Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund og Dansk Frisørmesterforening bevilliget 800.000 kr. af Københavns Kommune til et Videncenter for Frisører og Kosmetikere.
    Yderligere information
    • Poul Monggaard, Formand for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, mobil 40 30 24 95
    • Heidi Søsted, Leder af Videncenter for Frisører og Kosmetikere, telefon 39 77 73 03

    • Tanja Møller Jensen, Miljømedarbejder i Bispebjerg Miljøcenter, mobil 30 33 56 44

    Nyt Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed

    Et nyt Videncenter for duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS) er ved at blive etableret under Dermatologisk afdeling K, KAS Gentofte. Det nye Videncenter finansieres af Miljøministeriet.

     

    Baggrunden for Centret er, at man ikke kender de biologiske mekanismer for duft- og kemikalierelaterede symptomer, samt at der i dag ikke eksisterer anerkendte undersøgelser til at påvise duft- og kemikalieoverfølsomhed hos patienten med svære symptomer.

    Symptomer på duft og kemikalieoverfølsomhed manifesterer sig oftest meget forskelligt fra patient til patient og kan således både omfatte symptomer fra slimhinderne, huden, centralnervesystemet samt andre organsystemer.

     

    Det nye videncenter kommer til at fungere som en forskningsenhed, der både vil fokusere på befolkningsundersøgelser og mere eksperimentel forskning. 

     

    Videncenter for duft- og kemikalieoverfølsomhed, kommer således ikke til at tilbyde patientudredning for duft- og kemikalierelaterede symptomer.

     

    Patienter med svære duft- og kemikalierelaterede symptomer, vil senere blive inviteret til at deltage i et kortlægningsstudie.

     

    Duft- og kemikalie overfølsomhed (MCS) er i dag ikke en anerkendt sygdom. Videncenteret vil dog i det omfang det er muligt yde en vidensbaseret rådgivning til patienter og pårørende, myndigheder og sundhedssektoren.

     

    Information om kortlægningsstudiet, som primært bliver spørgeskemabaseret, Videncenterets øvrige forskningsaktiviteter, samt hvordan man kommer i kontakt med Videncenteret, vil blive lagt på en hjemmeside der etableres når Centeret åbner den 1. januar 2006.

    Med venlig hilsen

    Jesper Elberling

    Læge, forskningsleder
    Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed 

    1 21 22 23