Brug handsker med omtanke

Handsker skal være hele, rene og tørre indvendigt. Hænderne bør også være rene, inden handskerne tages på. Hvis handsken bliver våd indeni, kan det faktisk være værre, end hvis man ikke anvendte en handske overhovedet. Stoffer, der kan være allergifremkaldende eller irriterende for huden, trænger lettere gennem huden på grund af varmen og det indelukkede miljø i handsken og hudens modstandskraft over for fx vand nedsættes.

Man skal undgå fingerringe inden i handskerne. Det er vigtigt for at undgå slid af handskematerialet, der kan nedsætte holdbarheden af selve handsken. Dette gælder også for lange negle.

Kend den rigtige handskestørrelse

Det er vigtigt at vælge en handske i en passende størrelse for at sikre handskens holdbarhed og sikkerheden ved brug. Desuden vil handsken være mere komfortabel. Hvis handsken er for lille, vil det slide unødigt på handsken og håndens funktion nedsættes. Desuden kan der opstå øget friktion af huden fx over knoerne. Hvis handsken er for stor, mistes fingerføling og risikoen for uheld stiger.

 

Handsker fås normalt i størrelser fra 6-11. Man kan bruge en handskestørrelsemåler til at finde den passende størrelse. Man kan udprinte en handskestørrelsemåler (side 2 af vejledningen) her.

Når man lægger højre hånd på handskestørrelsemåleren, skal kanten af egen pegefinger flugte med kanten af pegefingeren på figuren. Herefter kan man se, hvilken størrelse handske, man skal have. Det er handskebredden, der afgør størrelsen på handsker.

Når man har fundet en passende størrelse, kan der være forskelle i pasformen fx længden på fingrene, som gør, at ét handskefabrikat føles mere tilpas end et andet. Her må man prøve sig lidt frem. Man må eventuelt gå et nummer op i størrelse, når man skal have bomuldshandsker inden under.

Vær opmærksom på, at der også findes handsker med længere manchetstykker, så håndled og underarme bliver beskyttet bedre.