Methylisothiazolinone contact allergy  –  a growing epidemic

Kontakt allergi over for konserveringsmidlet methylchloroisothiazolinone (MCI) i kombination med methylisothiazolinone (MI) og MI alene har været stigende de seneste år.
 
I denne artikel undersøgte vi prævalensen af kontakt allergi overfor MCI/MI, MI og benzisothiazolinone (BIT) hos lappetestede patient på Gentofte Hospital samt brugen af MI i kosmetiske produkter.
Alle patienter lappetestet med enten MCI/MI, MI eller BIT i perioden 2010-2012 indgik i undersøgelsen. I en markedsundersøgelse blev det undersøgt hvilke typer af kosmetiske produkter der var konserveret med MI og hvor mange.
 
Kontakt allergi overfor MI og MCI/MI steg signifikant i perioden 2010-2012. MI fra 2,0% i 2010 til 3,7% i 2012 (n=2766), mens MCI/MI steg fra 1,0% i 2010 til 2,4% i 2012 (n=2802). I perioden var der kun 5 patienter der reagerede på BIT. Blandt patienter med MCI/MI og MI allergi var kosmetik den hyppigste relevante eksponering. I markedsundersøgelsen fandt vi MI i 60 ud af 1.795 (3,3%) forskellige produkter. 
 
Stigningen i kontakt allergi overfor MI er alarmerende og det er nødvendigt med en ændring i lovgivningen for brugen af MI for at beskytte forbrugerne i fremtiden.

Vitamin D status, filaggrin genotype, and cardiovascular risk factors: a Mendelian randomization approach

D-vitaminmangel er i observationsstudier blevet associeret med en øget risiko for kardiovaskulær sygdom. Hvorvidt disse sammenhænge er kausale står ikke klart. Mutationer i filaggringenet resulterer i op til 10 % højere vitamin-D koncentrationer i blodet, angiveligt pga. en reduceret UV-beskyttelse af hudens hornceller.
 
I denne undersøgelse blev der anvendt en mendelsk randomisering til at estimere den kausale effekt af D-vitamin på blodlipider, blodtryk, body mass index, taljemål og det metaboliske syndrom.
 
Tre befolkningsbaserede studier blev inkluderet, Monica10 (2.656 personer i alderen 40-71 år), Inter99 (6.784 personer i alderen 30-60 år) og Health2006 (3.471 personer i alderen 18-69 år), som blev gennemført i henholdsvis 1993-94, 1999-2001 og 2006-2008. Deltagerne blev i alle tre studier genotypeanalyseret for de to mest almindelige filaggrinmutationer i europæiske efterkommere, R501X og 2282del4, og yderligere for R2447X-mutationer i Inter99- og Health2006-studierne.
 
Resultaterne af undersøgelsen understøtter en kausal effekt af højere D-vitamin koncentration på lipiderne i blodet, selv om flere undersøgelser i andre populationer er nødvendige for at kunne bekræfte resultaterne.

Chemical Intolerance among Hairdressers in Denmark

Kemisk intolerance, herunder duft-og kemikalieoverfølsomhed, er karakteriseret af nonspecifikke symptomer ved indånding af almindeligt forekommende dufte og kemiske stoffer.
 
I dette studie undersøges forekomsten og sværhedsgraden af kemisk intolerance over for parfume og parfumerede produkter hos danske frisører og sammenlignes med baggrundsbefolkningen. Ingen forskel i forekomst og sværhedsgrad af kemisk intolerance blev fundet blandt de to grupper.

Methylisothiazolinone in paint forces a patient out of her apartment

En 53-årig kvinde tvinges til at fraflytte hendes nye lejlighed da den på grund af tidligere lejeres rygning er blevet malet gentagne gange med en maling konserveret med methylisothiazolinone (MI). Ved ophold i lejligheden udviklede patienten kraftigt åndedrætsbesvær, rødmen i ansigtet og hævelser omkring øjnene. En lappetest viste at hun var allergisk overfor MI, og producenten af malingen bekræftede at den indeholdt MI. Efter at have flyttet i en ny lejlighed er patientens symptomer forsvundet, dog er hun ikke i stand til at opholde sig i nymalede rum.

Xerosis is Associated with Atopic Dermatitis, Hand Eczema and Contact Sensitization Independent of Filaggrin Gene Mutations

Atopisk eksem, håndeksem og kontaktsensibilisering er hyppige sygdomme, og kan i mange tilfælde være sekundære til abnormaliter i hudbarrieren.

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge sammenhængen mellem selvrapporteret generaliseret tør hud (xerosis), atopisk eksem, håndeksem og kontaktsensibilisering, samtidig med at genmutationer i filaggrin blev taget i betragtning.

I en tværsnitsundersøgelse blev personer fra den almindelige befolkning i København bedt om at udfylde en spørgeskema. I alt 3.460 personer i alderen 18-69 år, blev lappetestet og 3.335 blev genotypeanalyseret for 2282del4- og R501X-mutationer i filaggringenet. Atopisk eksem og håndeksem var signifikant associeret med generaliseret tør hud, imens kontaktsensibilisering (fraset nikkelallergi) kun var mindre signifikant associeret. Disse resultater antyder at generaliseret tør hud kan øge risikoen for hyppigt forekommende hudlidelser.

Contact allergy to common ingredients in hair dyes

Hårfarver kan forårsage allergiske reaktioner på grund af de kemiske ingredienser, hvoraf flere anses for værende stærkt sensibiliserende. Et af de mistænkte stoffer er p-Phenylenediamine (PPD), som muligvis vil kunne anvendes som redskab til at screene patienter for mulig hårfarveallergi.
 
Undersøgelse er baseret på lappetestresultater fra 2.939 patienter fra flere lande i EU.

Contact dermatitis caused by iodopropynyl butylcarbamate in Denmark

Iodopropynylbutylcarbamate (IPBC) er et konserveringsmiddel, der kan forårsage kontaktallergi. De første tilfælde blev rapporteret i 1997, og IPBC indgår i øjeblikket i den udvidede europæiske basisserie i Danmark.
 
I denne artikel vurderes tendenser i perioden 2000-2011 vedrørende allergi over for IPBC i Danmark og samtidig behandles spørgsmålet om betydningen af de ​​samtidige reaktioner på thiuram mix.
 
I alt 9.755 (6.449 kvinder; 3.306 mænd) patienter blev lappetestet med IPBC og den europæiske basisserie på Gentofte Hospital i løbet af 2000-2011. Resultaterne blev registreret i en anonymiseret database, og analyseret med SPSS™. I alt 54 tilfælde af kontaktallergi over for IPBC blev fundet og der blev opserveret en markant stigende tendens i løbet af 2000-2011, men ingen signifikante ændringer i løbet 2006-2011.
 
En analyse af kohorten ved brug af MOAHLFA-indekset viste, at kontaktallergi over for IPBC var betydeligt mere prævalent ved mandlige patienter, samt patienter med arbejdsbetinget allergi og patienter med håndeksem. Samtidig var der en større hyppighed blandt patienter over 40 år. Der blev også fundet en signifikant sammenhæng mellem allergi over for IPBC og allergi over for thiuram mix.
 
IPBC fortsætter med at være blandt de mindre hyppige allergener. En koncentration på 0,2 % i lappetests har bidraget til diagnosticering af flere overfølsomhedsreaktioner over for dette stof. Yderligere undersøgelser er nødvendige for at afklare årsagen til overrepræsentationen af thiuram allergi ved patienter der er overfølsomme over for IPBC.
1 38 39 40 41 42 101