Tatoveringsblæk reguleres i EU

Ny lovgivning gør det mere sikkert at få en permanent tatovering. Den nye lovgivning er vedtaget i EU og træder endeligt i kraft 12 måneder efter annoncering. Det betyder, at anvendelsen af en lang række stoffer, som kan give allergi, kræft, skade arveanlæg eller forplantningsevnen forbydes eller begrænses i tatoveringsblæk.

Dette vil kunne få betydning for mange mennesker. Således har hver 6. dansker mindst en permanent tatovering. Flere mænd end kvinder og hyppigst i aldersgruppen 30 år og derunder. Mænd er væsentlig yngre (20 år) end kvinder (26 år), når de får deres første tatovering.

Tatovering foregår ved at farve også kaldet blæk prikkes ned i huden i en dybde af 1-2 mm. Det betyder at man bryder den membran i huden (basalmembranen), som adskiller de yder hudlag fra det indre og som sammen med immunsystemet udgør en væsentlig del af beskyttelsen af kroppen mod ydre påvirkninger. Det betyder, at man i princippet ved en tatovering kan få deponeret stoffer, som ellers aldrig ville kunne slippe igennem en intakt hud.

I ovennævnte undersøgelse rapporterede 6% af de danskere, der havde mindst en permanent tatovering om hudbivirkninger i form af eksem, infektion og/eller sår.  I andre internationale undersøgelser er det fundet at ca. 6% af tatoverede personer havde tatoveringsreaktioner af mindst 3 måneders varighed og op til 12% havde forbigående reaktioner. Mellem 3 og 8% angiver, at de har oplevet allergiske reaktioner i deres tatovering. Mens en ud af fire kan opleve solinducerede reaktioner i deres tatoveringer.

Tatoveringsblæk kan være komplekse blandinger bestående af pigmenter/farvestoffer, bindemiddel, opløsningsmidler og konserveringsmidler. Hidtil har der ikke været nogen regulering af indholdsstofferne i tatoveringsblækket og der har i forskellige undersøgelser været påvist både potentielt kræftfremkaldende og potente allergifremkaldende stoffer i tatoveringsblæk.

Den nye regulering vil blandt andet betyde at alle stoffer, som er forbudt i kosmetik også forbydes i tatoveringsblæk og at der skal være indholdsdeklarationen på blækket.

Videncenter for Allergi har bidraget til grundlaget for lovgivningen via en gennemgang af viden om allergi og tatovering.

Læs Videncentrets rapport om Allergi og tatovering.

Læs mere om tatoveringer.

Tatoveringsnåle kan være med til at fremprovokere metalallergi

Allergiske reaktioner kan ses ved tatoveringer. Indtil for nyligt har forskningen primært kigget på farvepigmenterne som de skyldige, da nogen farvepigmenter indeholder metaller der kan være allergifremkaldende. Med alt fokus på farvepigmenterne har der manglet forskning omkring tatoveringsnåle, som penetrerer huden ved tatovering.

De fleste tatoveringsnåle indeholder nikkel (6-8%) og krom (15-20%) som begge er stærke allergener. I et studie publiceret i ”Particle and Fibre Toxicology” har forskere undersøgt tatoveringsnåle og fundet at nålen efter slitage kan frigive nikkel og krom. Denne slitage sker i stor grad hvis tatoveringsblækket indeholder det hvide pigment titanium dioxid (TiO2), frem for det sorte kulstofpigment.

Forskerne så også på deponeringen i huden og fandt at efter en tatovering var der både slitagepartikler og jernpigmenter som indholdet nikkel i huden. Dette viser, at det ikke kun er nikkelforurening af jern- pigmenter i tatoveringsfarven der efterlader nikkel i huden, men at nikkel også kan komme ind i huden gennem tatoveringsnålen.

Læs artiklen på Particle and Fibre Toxicologys hjemmeside.

Læs mere om tatoveringer på videncenter for allergis hjemmeside.

Billedet er fra Colourbox.dk

Ny registrerings- og tilsynsordning for tatoveringssteder

Godt nyt for patienter der reagerer på tatoveringer da det snart vil blive lettere at spore tilbage til den oprindelige synder.

Den 1. juli i år trådt en ny lov i kræft der gør det obligatorisk for tatoveringssteder at være med i en registrerings- og tilsynsordning under Sikkerhedsstyrelsen. Denne lov skal være med til at øge sikkerheden og mindske de mulige sundhedsmæssige risici for forbrugerne i forbindelse med at få en tatovering.

Før i tiden har der ikke været nogen krav til hygiejne standards eller om opbevaring af informationer omkring de udførte tatoveringer. Den nye lov skal sikre at tatoveringssteder overholder et hygiejne standard og informerer kunderne om de risici der er forbundet med at få lavet en tatovering. Tatoveringssteder skal også opbevare oplysninger om leverandørerne af de anvendte tatoveringsfarver, samt oplysninger om de udførte tatoveringer, så som hvilke tatoveringsfarver der er anvendt. Disse oplysninger skal opbevares i 5 år og skulle kunne sættes i forbindelse med hver enkelt udført tatovering.

15% af den danske befolkning har en eller flere tatoveringer, hvor af 5,9% oplever gener fra deres tatoveringer. Med denne lov vil det nu blive lettere at hjælpe de patienter der oplever gener, ved at gøre det muligt at spore tilbage til den oprindelige synder og samtidig kunne spore om flere reagerer på det samme.

Læs mere omkring tatoveringer på vores hjemmeside.

Læse loven her.

Læse mere information omkring loven på Sikkerhedsstyrelsen hjemmeside.

Billede fra colourbox.dk

1 ud af 17 danskere oplever gener ved deres tatovering

Omkring 15% af den danske befolkning har en eller flere tatoveringer. Videncenter for Allergi har i samarbejde med Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed analyseret spørgeskemadata fra en befolkningsundersøgelse foretaget i 2011. Studiet har vist, at 5,9% af de tatoverede danskere har oplevet udslæt/eksem (2,9%), infektion (1,3%), sår (1.0%) eller alle tre (0,7%) i tatoveringen. I de fleste af tilfældene forsvandt generne af sig selv, men 11.8% fik tatoveringen fjernet.

Langt højere hyppighed af gener ved tatoveringer er rapporteret i forbindelse med solpåvirkning.

Spørgeskemaundersøgelsen viste også, at tatoveringer er mest hyppige i de yngre generationer og i middelklassen – og at mænd (20 år) er væsentlig yngre end kvinder (28 år), når de får deres første tatovering.

Læs mere omkring tatoveringer på vores hjemmeside.

Link til artiklen i Journal of the American Academy of Dermatology.

Billede fra colourbox.dk

Allergi hos børn

I en ny artikel analyseres hyppigheden af forskellige typer allergi hos 2.594 børn fra 1-17 år. Børnene blev allergitestet hos en gruppe danske hudlæger over en 9 års periode.
 
Ca. en ud af 4 børn, som blev testet for allergi over for kemiske stoffer fik påvist en allergi, hyppigst var allergi over for nikkel/kobolt, parfume og sort farvestof.
 
Piger havde generelt en større hyppighed af allergi over for kemiske stoffer end drenge, henholdvis 26,7 % og  22,1 % havde en allergi. Denne forskel var mest udtalt efter 13 års alderen.
 
I den yngste gruppe børn mellem 1 og 4 år sås allergi over for nikkel, kurvblomster, isothiazolinoner (konserveringsmidler), krom og kobolt. Parfumeallergi og sort farvestofallergi sås i alle aldersgrupper fra 5 år alderen.
 
De mest almindelige årsager til  parfumeallergi var deodoranter, shampoo og flydende sæbe, mens allergi over for sort farvestof, kaldet PPD, var forårsaget af hår og øjenbrynsfarve, samt sorte hennatatoveringer, også kaldet midlertidige tatoveringer.
  
Allergi over for isothiazolinone var blandt andet forårsaget af vådservietter.
 
Det konkluderes at allergi over for kemiske stoffer blandt børn er et væsentligt problem. Allergi bør overvejes hos børn med vedvarende eksem, som ikke bedres på behandling eller ved særlige udsættelser som fx for hårfarve.
 
Yderligere information:

Pas på hennatatoveringer og billige smykker

Sommerlandet er fyldt med musikfestivaler, markeder og tivolier, som frister med billige smykker og flotte tatoveringer.

Men pynten kan være en usund affære. Det kunne Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion konstatere efter besøg på Roskilde Festivalen, hvor den fandt smykker med bly og for høj nikkelafgivelse.

Også en bod, der solgte hennatatoveringer blev lukket af inspektionen efter fund af allergifremkaldende tatoveringsfarve.

Sorte, midlertidige hennatatoveringer kan give livsvarig allergi over for f.eks. hårfarve, og nikkelallergi er en af de hyppigste allergier i Danmark.

Der er lovgivning på området, men den overholdes ikke altid.

Risikoen for at købe smykker med for høj frigivelse af nikkel er særlig stor hos gadehandlere, på markeder og i udlandet.