Pas på hennatatoveringer og billige smykker

Sommerlandet er fyldt med musikfestivaler, markeder og tivolier, som frister med billige smykker og flotte tatoveringer.

Men pynten kan være en usund affære. Det kunne Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion konstatere efter besøg på Roskilde Festivalen, hvor den fandt smykker med bly og for høj nikkelafgivelse.

Også en bod, der solgte hennatatoveringer blev lukket af inspektionen efter fund af allergifremkaldende tatoveringsfarve.

Sorte, midlertidige hennatatoveringer kan give livsvarig allergi over for f.eks. hårfarve, og nikkelallergi er en af de hyppigste allergier i Danmark.

Der er lovgivning på området, men den overholdes ikke altid.

Risikoen for at købe smykker med for høj frigivelse af nikkel er særlig stor hos gadehandlere, på markeder og i udlandet.