Allergi over for HEMA i Danmark

Akrylater bruges inden for mange industrigrene, bl.a. i forbindelse med tandarbejde. Akrylater er stærkt allergifremkaldende, men så snart materialet er hærdet, dvs. blevet hårdt, er der ingen risiko for allergi. 2-hydroxyethyl methakrylat (HEMA) er en UV-hærdende methakrylat, som hidtil har forårsaget arbejdsbetinget eksem særligt blandt tandplejere- og teknikere. I den senere tid har anvendelse i UV-hærdende neglelak og kunstige negle medført en øget forekomst af HEMA-allergi blandt kosmetikere og forbrugere af disse produkter.

Videncenter for Allergi har, sammen med Hud og Allergi-afdelingen på Herlev- og Gentofte Hospital, indsamlet information, om antallet af patienter der har fået konstateret HEMA-allergi. I perioden januar 2017 til juli 2019, blev 1293 patienter lappetestet med HEMA på Gentofte Hospital, hvoraf 32 var positive, herunder 31 (2,4%) kvinder. Hos 22 af patienterne blev HEMA tolket som værende årsag til deres allergi, og kunstige negle og UV-hærdende neglelak var årsagen hos 16 (72,7%). Allergien var arbejdsbetinget hos 9 (40%), hvor af 5 var kosmetikere. Patienter lappetestet med HEMA blev spurgt ind til brug af UV-hærdende neglelak, problemer med tandfyldninger og udslæt fra brug af plastrer. Der blev fundet en stærk association mellem brug af UV-hærdende neglelak og allergi over for HEMA.

Det konkluderes at neglekosmetik som indeholder akrylater, medfører risiko for allergi blandt forbrugere af disse produkter, samt arbejdsbetinget allergi hos kosmetikere.

Læs artiklen på pubmed.

Læs mere om akryklater.

Læse mere om kunstige negle.

Allergi over for juletræer

Det er nu årstiden hvor der skal julehygges og juletræet skal købes og pyntes. Men desværre er det ikke alle der kan tåle de flotte træer vi bringer ind i vores hjem. Juletræer hører nemlig til en gruppe nåletræer der producerer harpiks der indeholder det allergi fremkaldende produkt kolofonium. Det kan give eksem, der viser sig ved rødme og hævelser i huden eventuelt blærer, der hvor man har rørt gran.  Hud og Allergiafdelingen på Gentofte Hospital har lige offentliggjort en historie om en kvinde, der reagerede på et juletræ med både eksem og luftvejssymptomer. Det er ukendt, hvor udbredt allergien overfor juletræer er.

Har man kolofoniumallergi kan man også reagere på mange andre produkter.

Kolofonium, der er et naturprodukt, bliver nemlig brugt som klæbemiddel i mange forskellige produkter. Kolofonium findes bl.a. i plaster, kosmetik, lim, rengøringsmidler og harpiks til sport. Hvis kolofonium findes i et kosmetisk produkt, så skal det stå blandt indholdsstofferne, stavet Colophonium. For andre typer produkter kan man ikke regne med at kolofonium står på etiketten. Kolofonium kan også stå deklareret som: Rosin eller Colophony.

Hvis du får eksem af at bruge et produkt, hold op med at bruge det! Nogle personer som har kolofoniumallergi kan have problemer med at tåle parfume, da der kan være et kemisk slægtskab med nogle parfumestoffer. Vær også opmærksom på om du reagerer på gran.

Læs artiklen.

Hvad skal du gøre hvis du har en positiv lappeprøve overfor Kolofonium?

Foto: Colourbox.dk

Flotte negle kan give allergi

Akrylater er limstoffer, der kan give allergi, når de kommer i kontakt med huden i uhærdet form.

Akrylater anvendes i kunstige negle og gelneglelak, de hærdes ved belysning med UV-lys.

I hærdet form giver de ikke allergi.

Allergi over for akrylater kendes fra professionelle negleteknikkere, fra deres kunder og fra forbrugere, der selv anvender kunstige negle/gelneglelak.

Allergien viser sig ved rødme, hævelse og blærer omkring neglen, op ad fingeren og på fingerspidsen. Der kan komme revner i fingerspidsen og neglen kan løsnes.

Har man først fået akrylatallergi vil man kunne reagere med et allergisk udslæt, når man udsættes for akrylater igen. Nogle akrylater kan give astma.

Akrylatallergi kendes også fra tandlæger og tandteknikkere og fra industrien.

De svenske myndigheder forbød i juli 2014 et produkt, en akrylat baseret gelneglelak serie, som de havde fået mange indberetninger om. Miljøstyrelsen har også stoppet salget i Danmark.

Læs om de svenske myndigheders forbud:

Lakemedelsverket forbjuder forsaljningen av nagellacket Depend GelLack – Nyheden findes ikke længere på  Lakemedelsverkets hjemmeside

Læs Miljøstyrelsens pressemeddelelse:

Miljøestyrelsen stopper salg af neglelak – Pressemeddelesen er ikke længer tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside

Læs mere om akrylatallergi og kunstige negle/gellak her.