Stigning i parfumeallergi

En ny undersøgelse dokumenterer at forekomsten af parfumeallergi er stigende. Undersøgelsen tager udgangspunkt i data fra mere end 24.000 eksempatienter undersøgt for parfumeallergi på Gentofte Hospital gennem de seneste 30 år. De nyeste tal fra perioden 2011 til 2015 viser at 10,4% af kvindelige patienter og 7,3% af mandlige patienter fik påvist allergi overfor den vigtigste markør for parfumeallergi fragrance mix I. Tallene for både mænd og kvinder er signifikant højere sammenlignet med den forudgående 5-årige periode. Selvom det primært er kvinder der rammes af parfumeallergi, så blev den største relative stigning observeret blandt mandlige eksempatienter. Stigningen i parfumeallergi ses ligeledes både blandt ældre og yngre (se figur).

I undersøgelsen blev det også fastlagt, at de parfumerede forbrugerprodukter der oftest forårsager allergisk eksem hos parfumeallergikere er cremer og lotions, samt såkaldte wash-off produkter som shampoo og conditioner. Der blev ligeledes observeret en stigning i hvor ofte parfumeallergikere lider af ansigtseksem.

Konklusionen på undersøgelsen er, at indholdet af mange parfumestoffer der kan give livsvarig allergi fortsat er for højt i parfumerede forbrugerprodukter. Den aktuelle lovgivning tillader at parfumeindustrien selv fastsætter grænserne for hvor meget af de enkelte allergifremkaldende parfumestoffer der tilsættes til produkter som cremer, shampoo og deodoranter. For at vende udviklingen i parfumeallergi vurderes det nødvendigt at stille strengere krav til producenterne, og dermed begrænse niveauerne af allergifremkaldende parfumestoffer som forbrugere udsættes for.

Artiklen der omhandler undersøgelsen findes her.

Link til metroexpresses artikel om undersøgelsen. – Nu en BT artikel

Link til den videnskabelige komites opinion om parfumeallergi (2012).