Kontaktallergi over for benzisothiazolinone (BIT) er stigende trods fald i kontaktallergi over for andre isothiazolinoner

Konserveringsmidler er udbredt i både forbruger- og industriprodukter og udgør en hyppig årsag til kontaktallergi. Formålet med dette studie var at undersøge udviklingen i kontaktallergi over for konserveringsmidler over en tiårig periode (2014–2023) baseret på data fra Gentofte Hospital.

I alt blev 6435 eksempatienter lappetestet med en række konserveringsmidler. Resultaterne viste en markant stigning i forekomsten af allergi over for benzisothiazolinone (BIT) – fra ≤ 0,3 % i 2014 til 5,0 % i 2023. Kontaktallergi over for BIT blev hyppigst påvist hos malere samt maskinoperatører og montører, og de mest almindelige eksponeringskilder for BIT var maling, rengøringsmidler og diverse industrielle kemikalier. Omvendt blev der observeret et signifikant fald i kontaktallergi over for methylchloroisothiazolinone/methylisothiazolinone (MCI/MI) og MI alene, hvilket sandsynligvis er en konsekvens af skærpede regler for brugen af disse stoffer i kosmetiske produkter.

Den samlede forekomst af kontaktallergi over for konserveringsmidler forblev stabil i perioden. Samtidig ses et skift i patientprofilen med flere mandlige patienter og erhvervsrelaterede tilfælde, hvilket tyder på, at eksponeringen over for allergifremkaldende konserveringsmidler i stigende grad sker via arbejdsrelaterede produkter frem for kosmetiske produkter.

Original overskrift: Trends in Contact Allergy to Preservatives From 2014 to 2023: Benzisothiazolinone on the Rise