Kontaktallergi i den generelle befolkning

Kontaktallergi er en hyppig sygdom i befolkningen, men i de seneste år har der manglet et opdateret skøn over forekomsten. Tidligere studier viste at forekomsten var på 10% i 2006, men hvordan ser det ud nu, 10 år senere? Forskere fra Videncenteret har gennemgået studier offentliggjort mellem 2007 og 2017, og kombineret det med Videncenterets egne tidligere reviews, for at danne et overblik over den nuværende situation.

28 studier blev analyseret, og sammenlagt viste de at mindst 20% af den generelle befolkning har kontakt allergi over for almindelig forekommende allergener. De hyppigste allergener er metaller: nikkel, kobolt, krom og parfumestoffer. Studierne, der indgik i analysen, inkluderede ikke de nyeste og mest hyppige allergifremkaldende stoffer, som fx methylisothiazolinone (MI), hvorfor der er tale om et miniumstal.

Det er fortsat kvinder (27,9%) der oftere bliver ramt end mænd (13,2%), og hos børn kan man se at forekommesten er høj (16,5%), men lidt lavere end hos de voksne.

Denne analyse har dermed bekræftet at forekomsten af allergi i befolkningen er højere end studier viste for 10 år siden. Det understreger, der fortsat er  behov for en effektiv forebyggelses strategi over for almindeligt forekommende allergener i forbrugerprodukter, kosmetik og på arbejdspladsen for at sikre at denne udvikling ikke fortsætter.

Læs artiklen på pubmed.

Læs mere om kontakt allergi.