Formålene med dette studie var at undersøge, om andre symptomer relateret til 11 almindeligt forekommende dufte og kemiske stoffer også er associeret med kontaktallergi samt at undersøge sammenhænge mellem duft- og kemikalieoverfølsomhed og ikke-allergiske reaktioner i huden ved påsætning af lappeprøver på ryggen og luftvejsallergi målt ved priktest.

 

I alt blev 3.460 deltagere i en befolkningsundersøgelse, Helbred2006, testet for kontaktallergi ved påsætning af lappeprøver på ryggen, og 2.232 af disse blev desuden testet for luftvejsallergi ved priktest. Deltagere blev inddelt i fire grupper af duft- og kemikalieoverfølsomhed ved hjælp at et standardiseret spørgeskema.

 

Vi fandt en sammenhæng mellem duft- og kemikalieoverfølsomhed og både allergiske og ikke-allergiske reaktioner i huden, mens der ikke var nogen association til luftvejsallergi. Sammenhængen var stærkest for ikke-allergiske reaktioner og var uafhængig af køn, alder og andre faktorer, som kunne tænkes at påvirke resultatet.

 

Studiet bidrager til udredningen af hvilke mekanismer, der ligger bag duft- og kemikalieoverfølsomhed. Resultaterne tyder på mekanismerne er forskellige fra dem, der ligger bag luftvejsallergi og kontaktallergi, men muligvis er relaterede til mekanismerne bag ikke-allergiske hudreaktioner.

Denne informative leder sætter standarden for nomenklaturen inden for metalallergi. 

Stents sættes ind i hjertekar ved symptomer på svigt i blodforsyningen til hjertet. Stens består af rustfrit stål, som indeholder nikkel, krom og molybdæn.

 

I studiet evalueredes, om patienter med metalallergi havde større risiko for tillukning af stenten end personer uden metalallergi på baggrund af to databaser, allergidatabasen fra Gentofte Hospital og databasen over udførte stents.

 

Der blev ikke fundet nogen generel sammenhæng mellem allergi over for nikkel/krom og risiko for tillukning af stenten. Således var hyppigheden af en tillukket stent 14,1 % blandt alle patienterne og 11,8 % blandt patienter med metalallergi.

Nikkelallergi er traditionelt blevet betragtet som en miljøsygdom. Nye undersøgelser tyder dog på, at mutationer i genet, der koder for hudproteinet filaggrin, kan være en disponerende faktor. Mutationer fører til hel eller delvis mangel på filaggrin. Resultaterne af denne undersøgelse tyder på, at filaggrin kan binde nikkel i huden og derved modvirke et allergisk respons.

 

Resultaterne viser nemlig, at personer med filaggrinmutationer debuterer med nikkeleksem tidligere end personer uden mutationer. Det ser samtidig ud som om, personer med mutationer er mere reaktive over for nikkel end personer uden mutationer, da relativt flere mutanter har stærke allergiske reaktioner i en lappetest. I undersøgelsen ses også, at filaggrins beskyttende effekt mod nikkelallergi kun kan evalueres hos personer, der ikke har huller i ørerne. Disse er nemlig typisk blevet allergiske ved en fysisk gennemtrængning af hudbarrieren, hvorved nikkel er blevet præsenteret direkte for immuncellerne.

I løbet af det 20. århundrede blev nikkel i tiltagende grad anvendt i billige forbrugerprodukter såsom bæltespænder, smykker, urer, knapper og lynlåse da metallet var billigt, gav en pæn og skinnende overflade og kun i ringe grad rustede. Ved længerevarende hudkontakt frigav mange af disse metalgenstande nikkelioner i koncentrationer der medførte nikkelallergi og eksem. Industrialisering gjorde således vestlige forbrugere rigere, men samtidig med de ændrede forbrugsvaner, førte den til en stigende forekomst af nikkelallergi. Foruden nikkeleksem på det eksponerede hudområde øger nikkelallergi risikoen for håndeksem.

 

Den danske regering valgte fra 1990 at regulere nikkeludsættelsen fra udvalgte forbrugergenstande. I 1994, indførte EU et nikkel direktiv, bl.a. baseret på den danske nikkellovgivning. Lovgivere og hudlæger forventede at de Europæiske nikkelreguleringer ville medføre et fald i forekomsten af nikkelallergi og eksem. Desuden diskuterede man om forekomsten af koboltallergi kunne stige såfremt industrien valgte at anvende kobolt frem for nikkel i forbrugerprodukter. Det er vigtigt at evaluere effekten af de Europæiske nikkellovgivninger for at sikre at Europæiske forbrugere og eksempatienter er tilstrækkeligt beskyttet mod nikkelallergi og eksem.

 

Denne doktorafhandling havde som formål at sammenligne forekomsten af nikkel- og koboltallergi før og efter den danske nikkelforordning trådte i kraft for hermed at kunne evaluere effekten af lovgivningen. Forekomsten af nikkelallergi og nikkeleksem samt sammenhængen mellem nikkelallergi og håndeksem blev bestemt og sammenlignet for årene 1990 og 2006 ved hjælp af data fra 2 uafhængige befolkningsundersøgelser samt for årene 1985-2007 ved hjælpe af den kliniske database fra Gentofte Hospital. Årsagen til den fortsat høje forekomst af nikkelallergi i befolkningen blev undersøgt ved at 354 smykker og hårspænder fra 36 Københavnske butikker blev undersøgt for nikkelfrigivelse. Nikkeltesten blev valideret for at bestemme dens anvendelighed. Betydningen af genetisk disposition til nikkelallergi blev undersøgt ved hjælp af filaggrin genmutationsanalyse i den danske befolkning. En kobolttest blev udviklet og valideret, hvorefter 354 smykker og hårspænder blev undersøgt for koboltfrigivelse. Endelig blev øreringe købt i Warszawa og London undersøgt for nikkelfrigivelse.

 

Afhandlingen viste at forekomsten af nikkelallergi faldt signifikant blandt yngre kvindelige eksempatienter (0-30 år) der blev lappetestet i perioden 1985-2007 samt blandt 18-35 årige kvinder fra baggrundsbefolkningen der blev testet i 1990 og 2006. Derudover faldt forekomsten af selv-rapporteret nikkeleksem signifikant mens sammenhængen mellem nikkelallergi og håndeksem blev reduceret betydeligt. Forekomsten af nikkelallergi og nikkeleksem var lavere blandt kvinder der fik lavet huller i ørerne efter den danske nikkelforordning trådte i kraft set i forhold til kvinder der fik lavet huller i ørerne før. Nikkelallergi var associeret med filaggrin genmutationer, hvormed det blev vist at en defekt hudbarriere øger risikoen for nikkelallergi. Betydning var dog minimal set i forhold til den miljømæssige nikkeleksponering. Nikkel blev frigivet fra 22% af 354 indkøbte smykker og hårspænder fra Københavnske butikker. Nikkeltesten viste sig at være meget specifik (98%) men kun moderat sensitiv (59%). Omkring 15% af øreringe købt i Warszawa og London frigav for meget nikkel. Det var muligt at definere markeder og butikker der ikke tilhører en kæde som lokaliteter hvor risikoen for nikkeludsættelse er betydelig. Forekomsten af koboltallergi syntes ikke at være tiltagende blandt eksempatienter og ligeledes frigav kun 4 af 354 smykker og hårspænder kobolt da de blev undersøgt med den nyudviklede kobolttest.

 

Det konkluderes at den danske nikkelforordning samt EU’s nikkel direktiv har været succesrige i det omfang at de har reduceret forekomsten af nikkelallergi. Trods dette, er der behov for yderligere tiltag for at beskytte Europæiske forbrugere og eksempatienter, heriblandt flere kontrolinspektioner samt en stramning af reference metoderne til vurdering af om metalgenstande overholder lovgivningen.

Udviklingen af en allergisk reaktion er blandt andet dosisafhængigt, men det vides ikke, hvilke koncentrationer af MI der medfører allergiske reaktioner hos patienter med MI-allergi. Et studie har vist, at man ved at kombinere MI med phenoxyethanol kan reducere brugen af MI.

 

Formålet med dette studie var at undersøge, hvilken koncentration af MI der udløser en allergisk reaktion, samt om phenoxyethanol havde nogen indvirkning på denne koncentration. 11 patienter med MI-allergi blev lappetestet med 12 forskellige koncentrationer af MI samt de samme 12 koncentrationer plus phenoxyethanol. Derudover skulle patienterne to gange dagligt i tre uger påføre MI i en koncentration, der svarede til brugen af en creme konserveret med henholdsvis 100, 50 og 5 ppm MI.

 

Phenoxyethanol havde ingen indflydelse på de allergiske reaktioner. I lappetesten var den laveste koncentration, der udløste en reaktion, 49 ppm. Syv af de 11 patienter reagerede på den daglige eksponering svarende til 50 og 100 ppm, mens to patienter også reagerede på 5 ppm. Studiet viser, at de koncentrationer, der skal til for at udløse en reaktion hos de fleste patienter med MI-allergi, er lavere end den maksimalt tilladte i kosmetik.

Konserveringsmidlet methylisothiazolinone (MI) blev omkring år 2000 tilladt i industrielle produkter og i 2005 tilladt i kosmetik. MI er siden 1980'erne blevet brugt i kombination med methylchloroisothiazolinone (MCI), og denne kombination er en af de mest hyppige årsager til kontaktallergi over for konserveringsmidler. Både MI og MCI er sensibiliserende.

 

Prævalensen af MI kontaktallergi er ca. 1,5 %, og allergi over for MI er forbundet med eksponeringer fra arbejde, kosmetiske produkter og husholdningsprodukter. Brugen af MI i industrielle produkter er ikke underlagt nogen lovgivning, og abejdsrelateret kontaktallergi hos malere er rapporteret flere gange. Omkring 1 % af kosmetiske produkter indeholder MI, mens det for husholdningsprodukter er op til 16,5 %.

 

Vi fandt MI i 19 (1,5 %) ud af 1.272 kosmetiske produkter og analyserede indholdet af MI med UV-HPLC-MS. Koncentrationerne af MI lå mellem 2 og 100 ppm MI, og de fleste produkter var "wash-off", såsom shampoo og balsam. Gentagne eksponeringer over for MI viste, at mange patienter med MI-allergi udviklede allergiske reaktioner ved 50 ppm, hvilket er halvdelen af den maksimalt tilladte koncentration af MI i kosmetik.

 

De seneste studier om årsager og prævalens af MI-kontaktallergi kunne være de første tegn på en epidemi af MI-kontaktallergi, og det er vigtigt fortsat at monitorere udviklingen af MI-allergi ved blandt andet at indføre stoffet i den europæiske basisserie.

Denne oversigtsartikel opdaterer læseren om palladiumallergi. Palladium findes primært i smykker og ure men også i tandimplantater. Forekomsten af palladiumallergi er høj, pga. krydsreaktivitet til nikkel. Den kliniske relevans af positive lappeprøver med palladium chloride er fortsat svær at vurdere.