Allergi over for methyldibromo glutaronitrile kan stadig være relevant

Forekomsten af ​​kontaktallergi over for konserveringsmidlet methyldibromglutaronitril (MDBGN) er faldet dramatisk siden brugen i kosmetik blev forbudt i EU i 2005 for stay-on kosmetik og i 2008 for rinse-of kosmetik. Således har en tidligere opgørelse fra Videncenter for Allergi vist, at der stort set ikke påvises aktuelle udsættelser (nuværende relevans) hos personer med MDBGN allergi.

I en ny artikel præsenteres to tilfælde af kontaktallergi forårsaget af udsættelse for dels vaskemiddel og dels solcreme. Vaskemidlet var beregnet til rengøring af læder og patienten havde anvendt det til at vaske sine ridehandsker, solcremen var købt på en ferie uden for EU. Undersøgelsen viser at forbrugere stadig kan være udsat for konserveringsmidler I kosmetiske produkter købt uden for EU eller i husholdnings eller hobbyprodukter, selv om det er sjældent.

Læs om allergi over for konserveringsmidler.

Foto: Colourbox.dk

Forbud mod konserveringsmidlet MG er en succes

Allergi over for konserveringsmidlet MG er faldet markant, siden det for to et halvt år siden blev forbudt at bruge midlet i cremer og andre kosmetiske produkter, der har varig kontakt med huden.

 

Hverdagen bliver snart en anelse sikrere for eksempatienter og alle os andre potentielle allergikere. Sidst i juni vil det velkendte allergifremkaldende konserveringsmiddel, methyldibromo glutaronitrile (MG), nemlig ikke længere være tilladt i kosmetiske produkter i EU.

 

På grund af en kraftig vækst i allergi over for MG siden starten af halvfemserne, blev stoffet forbudt i såkaldte stay-on kosmetiske produkter, som fugtighedscremer og makeup, i september 2005.

 

Nu viser nye tal fra Videncenter for Allergi i samarbejde med Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe, at forbuddet har haft en positiv effekt på antallet af allergitilfælde blandt eksempatienter. Godt hjulpet på vej af et øget fokus på MG’s allergifremkaldende effekter, har forbuddet bidraget til, at forekomsten af allergi over for MG er faldet betydeligt fra 4,6 procent i 2003 til 2,6 procent i 2007 (se figur). Der er dog stadig langt igen til det europæiske gennemsnit fra 1991 på 0,7 procent.

 

Forskning fører til forebyggelse

Forbuddet har altså virket. Men MG er fortsat en kilde til allergi, fordi midlet stadig har været lovligt til konservering af flydende håndsæber, shampoo og andre wash-off produkter, indtil det afskaffes i juni.

 

Det kommende totalforbud er blandt andet foranlediget af en række studier fra Videncenter fra Allergi. Disse viser, at allergi over for MG er lige hyppig blandt mænd og kvinder og oftest ses som eksem på hænderne.

 

Årsagen til allergien var primært kosmetiske produkter konserveret med stoffet i tilladte mængder. Så der er god logik i at forbyde stoffet helt. Ikke mindst fordi de fleste patienter oplevede, at deres allergiske eksem blev forbedret eller forsvandt helt inden for 6 måneder, hvis udsættelsen for MG ophørte.

 

Desuden har et ph.d.-studie gennemført i et samarbejde med dermatologisk afdeling på Odense Universitetshospital bekræftet, at gentagen brug af flydende håndsæbe tilsat MG, giver allergisk eksem.

 

Flydende sæbe konserveret med MG giver allergisk eksem.

 

Allergi over for MG blandt danske eksempatienter

Disse og lignende resultater har været afgørende for, at EU-kommissionen har besluttet at udvide forbuddet mod konserveringsmidlet til også at gælde wash-off produkter.

 

Beslutningen blev taget den 7. februar, 2007 og sat til at træde i kraft ca. 15 måneder senere.

 

Fra og med den 22. juni 2008 vil det således ikke længere være tilladt at sælge kosmetiske produkter, der indeholder MG.

Konserveringsmidlet MG forbudt

Methyldibromo glutaronitrile er et konserveringsmiddel, der anvendes i kosmetik. Det har siden september 2005 været forbudt på grund af sine allergifremkaldende egenskaber i cremer og lignende, såkaldt stay-on kosmetik, der ikke vaskes af huden. 
 
Imidlertid har forskning fra Videncenter for Allergi vist, at også produkter, der vaskes af huden igen fx sæber, udgør en risiko for allergi og svære eksemer. Denne forskning har været forelagt EU Kommissionens Videnskabelig Komité for forbrugerprodukter, foranlediget af den danske Miljøminister.
 
Den Videnskabelige Komite har indstillet at stoffet ikke længere anvendes i kosmetik, hverken stay-on eller wash-off. Dette er den 7. februar 2007 blevet vedtaget af medlemslandene. Forbuddet træder i kraft om ca. 15 måneder.

 

  • Hyppig årsag til allergi
  •  

  • Forskning fra Videncentret har vist, at:
    • methyldibromo glutaronitrile (MG) er en hyppig årsag til allergi.
    • MG giver hyppigere allergi end andre konserveringsmidler.
    • hyppigheden af allergi over for MG har været kraftig stigende i en 10 års periode.

    I Europa får op mod 5 pct. af eksempatienter, der testes hos hudlæger, påvist allergi over for MG.

     
    Mange har erhvervet allergi over for MG ved brug af fugtighedscremer, men også en stor gruppe personer har fået allergi over for MG ved brug af flydende sæber og shampoo. I et studie blandt eksempatienter, der sås af hudlæger (i Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe), og som fik påvist allergi over for MG udgjorde cremer og lotions 31 pct. af de produkter, som havde forårsaget eksem og flydende sæber 23 pct.
     
    Flydende sæber et særligt problem
    Flydende sæber er vist at udgøre et særligt problem især ved erhvervsmæssig brug, hvor håndvask foretages mange gange dagligt.
     
    Et eksperiment med sæbe indeholdende MG i den tilladte mængde gav eksem hos 37 pct af patienter med allergi over for MG, når de vaskede sig med sæben bare to gange daglig i 30 sekunder i op til fire uger.
     
    Kombinerer man MG med et sæbestof forstærkes den allergiske reaktion flere gange.
     
    Referencer
    Jensen CD. Contact Allergy to the preservative methyldibromo glutaronitrile. Forum for Nordic Dermato-venereology 2005:vol 10: suppl (ph.d.afhandling fra Odense Universitets Hospital).
     
    Pedersen LK, Haslund P,Johansen JD, Held E, Vølund A, Agner T. Influence of a detergent on skin response to methyldibromo glutaronitrile in sensitized individuals. Contact Dermatitis 2004:50:1-5
     
     
    Zachariae C et al. Zachariae C, Rastogi S, Devantier C, Menne T, Johansen JD. Methyldibromo glutaronitrile: clinical experience and exposure-based risk assessment. Contact Dermatitis 2003;48(3):150-154.
      
    Gode råd
    • Check de produkter, du har stående, for MG og kassér dem.
    • Der er deklarationspligt af kosmetik. Det betyder indholdsstofferne skal fremgå af emballagen. 

    • MG vil hedde methyldibromo glutaronitrile. Det må ikke hedde andet eller staves anderledes.

    • Check indholdsdeklarationen, før du køber nye produkter.

    • Undgå at købe produkter med MG i.

    • MG er forbudt i stay-on kosmetik dvs. produkter, som bliver på huden, så som cremer, lotions mm.

    • MG er tilladt de næste ca. 15 måneder i wash-off kosmetik, dvs. sæber, shampoo mm.

    • Check arbejdspladsen for flydende sæber med MG i og få dem kasseret.