Allergisk øjenreaktion udløst af kunstige negle
En 37-årig kvinde blev henvist til dermatologisk afdeling på grund af gentagne episoder med hævelse og rødme omkring øjnene gennem 10 måneder. Symptomerne opstod typisk få dage efter brug af kunstige press-on negle, som patienten selv påførte med neglelim. Der sås ingen hudforandringer på hænderne. Patienten havde første gang oplevet symptomer efter påsætning af kunstige øjenvipper i en salon, men havde ikke anvendt sådanne produkter siden.
Patienten blev lappetestet, og man fandt at hun havde kontaktallergi over for shellac og ethyl cyanoacrylate, hvor sidstnævnte var hovedingrediensen i den neglelim, som patienten anvendte. Patienten fik diagnosen allergisk kontakteksem forårsaget af cyanoakrylater i neglelim, og symptomerne forsvandt efter patienten ophørte med brugen af kunstige negle.
Denne kasuistik understreger, at kontaktallergi over for stoffer i negleprodukter kan præsentere sig som isoleret hævelse og rødme om øjnene – også i fravær af håndeksem. En grundig gennemgang af patients sygehistorie og eksponeringer er derfor afgørende for at stille den korrekte diagnose.
Original overskrift: Isolated Periorbital Edema Linked to Artificial Nails: A Case of Allergic Contact Dermatitis