Effekt af blandinger af kontaktallergener
Ca. 27% af den europæiske befolkning estimeres til at reagere allergisk efter lappetest med de mest almindelige kontaktallergener. Vi eksponeres dog kun sjældent for kontaktallergener enkeltvis som under en sådan test. For eksempel indeholder mange parfumer typisk 10-100 ingredienser hvoraf flere traditionelt kategoriseres som svage til moderate. Trods dette lider 1,7-4,1% af den generelle befolkning alligevel af parfumeallergi. Hvorledes blandinger af kontaktallergener påvirker immunsystemet er endnu usikkert.
Dette studie har til formål at undersøge immunresponset ved kontakteksem efter sensibilisering med enkelte og blandinger af klinisk relevante kontaktallergener. Resultatet af studiet forventes at give mere viden om samspilseffekten mellem kontaktallergener og dermed øge forbrugersikkerheden og eventuelt bidrage til lovgivning på området.
Dette ph.d.-projekt varetages af cand.scient., ph.d.-studerende Anders Boutrup Funch.