Methylisothiazolinone

Methylisothiazolinone (MI) har tidligere kun været brugt i små mængder som konserveringsmiddel, men fra 2005 blev det tilladt til brug i kosmetik i 25 gange større doser end før, og stoffet bliver nu også anvendt i tiltagende mængder i industriprodukter som malinger. MI er nu en meget hyppig årsag til eksem blandt andet hos malere, men kan også ved afdampning fra nymalede rum give luftbåren eksem og astma.

I en ny artikel beskrives to tilfælde, hvor der opstår eksem ved ophold i nymalede rum og i det ene tilfælde astma hos personer med allergi over for MI. Begge personer måtte flytte fra deres lejlighed og kunne først vende tilbage efter henholdsvis 3 uger og 3 måneder. Videncentret arbejder på at måle afdampning af MI fra nymalede vægge og kortlægge maleres problemer med eksem/astma og MI.

 

Læs mere

Om den nye artikel

Om øvrige artikler omhandlende MI

Ph.d.-afhandling om MI <– (Læs dansk resumé)

Videncentret fylder 10 år

Videncenter for Allergi etableredes i 2001 i tilslutning til Hudafdelingen, Gentofte Hospital med det formål at overvåge, forebygge og informere om allergi over for kemiske stoffer i forbrugerprodukter. Videncentret etableredes i tæt samarbejde med hudafdelingen, Odense Universitetshospital og Lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital.

Videncentret har siden skabt ny viden om allergi, eksem og forebyggelse, som er offentliggjort i 243 videnskabelige artikler, 14 Ph.D-afhandlinger og 1 disputats.

Videncentrets resultater har dannet baggrund for flere beslutninger i EU om mere allergisikre produkter og anvendes som grundlag for information fra myndigheder og sikres overført til klinikken gennem et nationalt og internationalt samarbejde.

I 2010 fik Videncenter for Allergi prisen ’Global excellence i sundhed’ for sin forskning og for kvalitet i patientbehandlingen, sammen med hudafdelingen, Allergi-Klinikken og Dansk Børneastmacenter, Gentofte Hospital. Videncentret er pt. under evaluering af et internationalt ekspertpanel som fastlagt i forbindelse med bevillingen, der blev givet i Kemikaliehandlingsplanen.

Læs om Videncentrets aktuelle forskning

Krom i lædersko

En ny undersøgelse fra Videncenter for Allergi sammen med forskere fra Force Technology viser, at mindst 8/60 (13 %) undersøgte lædersko frigav stærkt allergifremkaldende krom i mængder, der skønnes at kunne give allergi.

Læder garves med krom for at opnå holdbarhed og fleksibilitet. Krom er meget allergifremkaldende og kan frigives fra læderet under brug.

Allergi over for krom kan give meget svære fodeksemer (se billede).

I studiet undersøgtes 60 par sko — 20 damesko, 20 herresko og 20 børnesko. Ud fra analyser af det totale indhold af krom i overlæderet undersøgtes 18 par sko for frigivelse af det stærkt allergifremkaldende krom VI. Ialt 8 par sko frigav målelige mængder af krom VI og vil kunne forårsage kromallergi og allergisk eksem. Det drejede sig om 4 par damesko, 3 par herresko og 1 par børnesko.

I tre tilfælde var der tale om meget høje mængder af krom VI (over 10 ppm), herunder en børnesandal, hvor der blev målt en frigivelse på 33 ppm krom VI. Specielt sandaler anses for at udgøre en risiko for udvikling af kromallergi, da der under anvendelsen er direkte hudkontakt med læderet.

I Tyskland må der ikke kunne påvises krom VI frigivelse fra lædervarer, der er i længerevarende kontakt med huden fx sko. Denne lov er indført for at forebygge kromallergi og svære kromeksemer.

Læs rapporten her

Læs om den tyske lovgivning her

Læs om andre allergifremkaldende stoffer i sko

Patientkursus for børn/unge

Astma-Allergi Danmark arrangerer i løbet af efteråret to kurser for patienter med eksem. Her kan du bl.a. blive klogere på, hvordan du bedst indretter hverdagen med eksem. På kurset er der også undervisning i at håndtere sygdommen, og fokus er også at møde andre børn og unge i samme situation.

 

Det ene kursus er særligt henvendt til unge 14-18 år, mens den andet er til familier med børn 7-15 år.

 

Mere information og tilmelding på astma-allergi.dk

Disputatsforsvar

Torsdag d. 18.08. 2011 kl. 14.00 forsvarede cand.med., ph.d. Jacob Pontoppidan Thyssen doktorafhandlingen "Nickel and Cobalt Allergy Before and After Nickel Regulation – Evaluation of a Public Health Intervention" ved Københavns Universitet.

 

Forsvaret foregik i Haderup auditoriet på Panum Instituttet.

 

Afhandlingen kan rekvireres via Københavns Universitet.

 

Dansk resumé af afhandlingen (pdf)

Cancer og kontaktallergi

Det er tidligere vist, at type I allergi er omvendt associeret til en række forskellige cancertyper, hvilket er blevet forklaret med immunosurveillance. Immunosurveillance‎ er teorien om, at allergikere har et aktiveret og overvågende immunsystem, som kan føre til en tidlig udryddelse af ondartede celler.

 

Dette er det første studie, som undersøger kontaktallergi i relation til cancer. I studiet fandt vi, at kontaktallergi er omvendt associeret til non-melanomt hudcancer (almindelig hudkræft), brystcancer og hjernecancer, hvilket indikerer et tilsvarende årvågent immunsystem som ved type I allergi (immunosurveillance‎). Yderligere fandt vi en øget risiko for blærecancer hos patienter med kontaktallergi, hvilket evt. kan forklares ved en opkoncentrering af nedbrydningsprodukter fra allergifremkaldende stoffer, som udskilles i urinen og kan virke kræftfremkaldende.

 

En sammenhæng mellem cancer og kontaktallergi er ikke tidligere undersøgt med så validerede databaser som overstående og medfører, at man måske bør se på kontaktallergi i en større sammenhæng og videre undersøge, hvilken systemisk påvirkning, kontaktallergi medfører.

 

Læs den videnskabelige artikel på engelsk (pdf, eksternt link)

Allergi over for octocrylene i solcreme

Octocrylene er et kemisk solfilter, som er meget stabilt og beskytter mod både UVB- og kortbølgede UVA-stråler. Octocrylene anses for at stabilisere andre UV-filtre og derved at fremme solbeskyttelsesevnen. Det har været anvendt i tiltagende grad de sidste 10 år i solcremer. Man anså oprindeligt octocrylene for at være ikke-allergifremkaldende, men allerede i 2003 blev de to første tilfælde af allergi over for octocrylene rapporteret fra Frankrig.

I en ny undersøgelse viser svenske forskere, at octocrylene er moderat allergifremkaldende ved test på dyr, og senest har franske hudlæger offentliggjort en videnskabelig artikel med 50 tilfælde af allergi over for octocrylene.

Allergi er set både hos børn ned til 2-års-alderen og hos voksne. Octocrylene kan både give klassisk kontaktallergi/eksem og give allergisk eksem, som kræver påvirkning fra sollys (fotoallergisk eksem).

I Danmark er der indtil nu få dokumenterede tilfælde af allergi over for octocrylene, men danske hudlæger opfordres til at være opmærksom på patienter med symptomer på allergi over for solcremer med octocrylene.

Mere information til forbrugere

Mere information til hudlæger

Forebyggelse af håndeksem blandt frisørelever

Læge Anne Bregnhøj har skrevet en ph.d.-afhandling om forebyggelse af arbejdsbetinget håndeksem blandt danske frisørelever. Afhandlingen er baseret på fire videnskabelige artikler og forsvares den 17. juni 2011 på Gentofte Hospital.

 

Baggrunden for studiet var, at frisører har en høj forekomst af arbejdsbetinget håndeksem, da de udsættes for mange allergifremkaldende produkter samt har våde hænder en stor del af arbejdsdagen. I de fleste tilfælde starter håndeksemet allerede i elevtiden.

 

Studiets overordnede formål var at give en karakteristik af frisørelever samt at evaluere et undervisningsprogram med fokus på nedbringelse af hyppigheden af håndeksem blandt danske frisørelever.

 

I studiet indgik alle nystartede frisørelever fra samtlige 10 danske frisørskoler i perioden august 2008 – marts 2009 svarende til 502 elever. Alle elever blev set til tre kliniske kontroller; inden for de første to uger af deres uddannelse, efter ca. 8 måneder og efter ca. 18 måneder. Til hver kontrol blev de undersøgt for håndeksem og ved alle tre lejligheder svarede de på et spørgeskema med spørgsmål om bl.a. arbejdsrutiner, brug af handsker og udviklingen af håndeksem under deres uddannelse. Halvdelen af skolerne (interventionsskolerne) modtog et særligt tilrettelagt undervisningsprogram, og lærerne blev specielt uddannet i forebyggelse af håndeksem; den anden halvdel fungerede som kontrolskoler.

 

Hovedresultater

  • Inden start på uddannelsen havde færre frisørelever havde haft håndeksem eller børneeksem, også kaldet atopisk eksem, sammenlignet med et panel af tilfældigt udvalgte unge mennesker. Det betyder, at frisørelever er mere hudraske end andre unge, når de starter på uddannelsen.
  • Eleverne, der fik det særligt tilrettelagte undervisningsprogram brugte i større udstrækning handsker end de elever, der ikke fik denne undervisning, særligt til hårvask og ved håndtering af blegmidler.
  • Færre af de elever, der havde modtaget den særlige undervisning, fik håndeksem, sammenlignet med de elever der modtog vanlige undervisning. Ca. 20 % af eleverne i interventionsgruppen fik håndeksem i løbet af de første 18 måneder af uddannelsen sammenlignet med ca. 30 % af eleverne i kontrolgruppen (p = 0,04).

Studiet har bidraget med en væsentlig karakteristik af frisørelevers arbejdsrutiner og udviklingen af håndeksem. Studiet viser, at det er muligt at nedbringe forekomsten af håndeksem blandt frisørelever ved hjælp af det særlige undervisningsprogram. Studiet er gennemført af Videncenter for Frisører og Kosmetikere i samarbejde med Videncenter for Allergi.

 

Læs hele afhandlingen på engelsk

Læs det fulde resumé på dansk

Deodoranter årsag til parfumeallergi

Et nyt studie viser, at parfumeallergi oftest opstår på grund af brug af parfumerede deodoranter. Studiet er baseret på informationer fra allergitestning af ca. 18.000 danske eksempatienter i perioden 2005-2009. Patienterne er testet hos hudlæger, der i forbindelse med allergitesten har noteret hvilke produkter, der var årsag til allergisk parfumeeksem hos den pågældende.

Studiet viste, at:

  • 10,1 % af patienterne havde parfumeallergi.
  • i 4 ud af 10 tilfælde var årsagen til parfumeallergi kosmetik/hudplejeprodukter.
  • deodoranter tegnede sig for 25 % af de produkter, der var identificeret som årsag til parfumeallergi – parfumerede cremer for 24,4 %.
  • deodoranter spillede en relativt større rolle for parfumeallergi hos mænd end hos kvinder. Således udgjorde deodoranter 37,9 % af mandeprodukterne, som var årsag til parfumeallergi.

Perspektiv:

  • Man kan reducere risikoen for parfumeallergi ved at regulere/nedsætte den mængde af allergifremkaldende parfumestoffer, der er tilladt at bruge i deodoranter.

Artiklen er skrevet af læge Maria Vølund Heisterberg i samarbejde med hudlæger fra Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe.

Læs mere

Læs mere om undersøgelsen

Læs mere om parfumeallergi

Læs gode råd til at undgå parfumeallergi

1 15 16 17 18 19 23