authentic louis vuitton handbags
kontakt
presse
indhold
+/-
læs op
 
 
LOGIN » ENGLISH »
 

Patientinformation

print    del

Latex

Du har fået påvist allergi over for latex.

 

Allergien er varig, men kan svækkes med tiden hvis det lykkes at undgå kontakt med latex.

 

Hvad er latex og hvor forekommer det?

Latex er naturgummi, og latex er tilstede i alle produkter der indeholder naturgummi, men ikke i rent syntetisk gummi.

 

Vær specielt opmærksom på at undgå berøring med:

  • Gummihandsker
  • Elastikker
  • Kondomer
  • Balloner

Latexallergi betyder, at der kan opstå nældefeber og eksem, hvis latex berører huden. Der kan også opstå symptomer fra andet end huden, f.eks. kløe i øjnene og nyseture, og i svære tilfælde kan latexallergi forårsage astma, diare, besvimelse og shock.

 

Symptomerne opstår få minutter efter berøring med latex. Latexberøring på slimhinder, f.eks. hos lægen eller tandlægen, kan give anledning til særlig stærke allergireaktioner.

 

Latexallergi bør altid oplyses ved læge- eller tandlægebesøg, ved blodprøvetagning og lignende.

 

Arbejdspladser

De arbejdspladser, hvor der er størst risiko for berøring med latex, er, hvor der anvendes gummihandsker f.eks. i sundhedsvæsnet, ved rengøringsarbejde eller ved køkkenarbejde.

 

Latex kan også spredes med pudder fra pudrede gummihandsker, og gummihandsker bør ikke bruges i nærheden af personer med latexallergi. Plastikhandsker og vinylhandsker tåles af personer med latex-allergi.

 

Fødevarer

Nogle mennesker med latexallergi tåler ikke at spise kiwi, banan og avokado, men det gælder ikke alle.

 

Tyggegummi indeholder normalt ikke latex.

 

Latexallergi og gummikemikalieallergi

Latexallergi og allergi overfor gummikemikalier er to forskellige ting. Latexallergi er en allergi overfor naturgummi, gummikemikalieallergi er en allergi overfor kemikalier tilsat til gummiproduktet. Denne pjece handler kun om latexallergi.

 

Hvordan vil det gå fremover?

Hudproblemerne vil ofte forsvinde efter få måneder, hvis det lykkes at undgå berøring med latex. Selv om der ikke længere er symptomer er det alligevel vigtigt at huske på latexallergien og undgå berøring med latex fremover, idet de allergiske symptomer hurtigt kan komme tilbage ved ny berøring med latex.

 

Læs mere om allergi på www.videncenterforallergi.dk

 

Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital

og Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe

Juni 2005

 
 
Videncenter for Allergi    Gentofte Hospital    Niels Andersens Vej 65    2900 Hellerup    +45 3977 7300     info@videncenterforallergi.dk    Kontakt webansvarlig    Senest opdateret 17-12-2010