Krom i lædersko

En ny undersøgelse fra Videncenter for Allergi sammen med forskere fra Force Technology viser, at mindst 8/60 (13 %) undersøgte lædersko frigav stærkt allergifremkaldende krom i mængder, der skønnes at kunne give allergi.

Læder garves med krom for at opnå holdbarhed og fleksibilitet. Krom er meget allergifremkaldende og kan frigives fra læderet under brug.

Allergi over for krom kan give meget svære fodeksemer (se billede).

I studiet undersøgtes 60 par sko — 20 damesko, 20 herresko og 20 børnesko. Ud fra analyser af det totale indhold af krom i overlæderet undersøgtes 18 par sko for frigivelse af det stærkt allergifremkaldende krom VI. Ialt 8 par sko frigav målelige mængder af krom VI og vil kunne forårsage kromallergi og allergisk eksem. Det drejede sig om 4 par damesko, 3 par herresko og 1 par børnesko.

I tre tilfælde var der tale om meget høje mængder af krom VI (over 10 ppm), herunder en børnesandal, hvor der blev målt en frigivelse på 33 ppm krom VI. Specielt sandaler anses for at udgøre en risiko for udvikling af kromallergi, da der under anvendelsen er direkte hudkontakt med læderet.

I Tyskland må der ikke kunne påvises krom VI frigivelse fra lædervarer, der er i længerevarende kontakt med huden fx sko. Denne lov er indført for at forebygge kromallergi og svære kromeksemer.

Læs rapporten her

Læs om den tyske lovgivning her

Læs om andre allergifremkaldende stoffer i sko