Nanopartikler & kontaktallergi
Nanoteknologi er efterhånden meget udbredt i samfundet, både i industri, kosmetik og farmaci.
De biologiske effekter er mangelfuldt belyst. Man ved, at nanopartikler kan fremkalde betændelsestilstande i lungerne ved inhalation, men derudover foreligger der ikke nogen aktuel viden om dets skadelige egenskaber.
Det gælder også nanopartiklers effekt på hudallergi, hvilket er særdeles relevant, da mange kosmetikprodukter og solcremer i stigende grad benytter sig af nanoteknologi.
Formålet med projektet er systematisk at undersøge nanopartiklers effekt på hudallergi. Udvalgte nanopartikler vil blive fremstillet og kendte allergifremkaldende stoffer (allergener) inkorporeres.
Der er valgt to typer mikrovesikler, der anvendes i kosmetikindustrien (liposomer og polycaprolactone). Hyppigt forekommende allergener (kaliumdikromat, isoeugenol og dinitro-chlorobenzen) inkorporeres i nanopartiklerne.
Allergenernes evne til at fremkalde allergi med og uden nanopartikler undersøges i en anerkendt og standardiseret dyremodel ”Local Lymph Node Assay”.
Derefter undersøges på frivillige personer med tidligere påvist allergi over for allergenerne om allergireaktionen forstærkes af de fremstillede nanopartikler med inkorporerede allergener.
Forskningen varetages af cand.med., ph.d.-studerende Jakob Torp Madsen på Hudafdelingen på Odense Universitetshospital i samarbejde med Videncenter for Allergi.