Forbud mod konserveringsmidlet MG er en succes

Allergi over for konserveringsmidlet MG er faldet markant, siden det for to et halvt år siden blev forbudt at bruge midlet i cremer og andre kosmetiske produkter, der har varig kontakt med huden.

 

Hverdagen bliver snart en anelse sikrere for eksempatienter og alle os andre potentielle allergikere. Sidst i juni vil det velkendte allergifremkaldende konserveringsmiddel, methyldibromo glutaronitrile (MG), nemlig ikke længere være tilladt i kosmetiske produkter i EU.

 

På grund af en kraftig vækst i allergi over for MG siden starten af halvfemserne, blev stoffet forbudt i såkaldte stay-on kosmetiske produkter, som fugtighedscremer og makeup, i september 2005.

 

Nu viser nye tal fra Videncenter for Allergi i samarbejde med Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe, at forbuddet har haft en positiv effekt på antallet af allergitilfælde blandt eksempatienter. Godt hjulpet på vej af et øget fokus på MG’s allergifremkaldende effekter, har forbuddet bidraget til, at forekomsten af allergi over for MG er faldet betydeligt fra 4,6 procent i 2003 til 2,6 procent i 2007 (se figur). Der er dog stadig langt igen til det europæiske gennemsnit fra 1991 på 0,7 procent.

 

Forskning fører til forebyggelse

Forbuddet har altså virket. Men MG er fortsat en kilde til allergi, fordi midlet stadig har været lovligt til konservering af flydende håndsæber, shampoo og andre wash-off produkter, indtil det afskaffes i juni.

 

Det kommende totalforbud er blandt andet foranlediget af en række studier fra Videncenter fra Allergi. Disse viser, at allergi over for MG er lige hyppig blandt mænd og kvinder og oftest ses som eksem på hænderne.

 

Årsagen til allergien var primært kosmetiske produkter konserveret med stoffet i tilladte mængder. Så der er god logik i at forbyde stoffet helt. Ikke mindst fordi de fleste patienter oplevede, at deres allergiske eksem blev forbedret eller forsvandt helt inden for 6 måneder, hvis udsættelsen for MG ophørte.

 

Desuden har et ph.d.-studie gennemført i et samarbejde med dermatologisk afdeling på Odense Universitetshospital bekræftet, at gentagen brug af flydende håndsæbe tilsat MG, giver allergisk eksem.

 

Flydende sæbe konserveret med MG giver allergisk eksem.

 

Allergi over for MG blandt danske eksempatienter

Disse og lignende resultater har været afgørende for, at EU-kommissionen har besluttet at udvide forbuddet mod konserveringsmidlet til også at gælde wash-off produkter.

 

Beslutningen blev taget den 7. februar, 2007 og sat til at træde i kraft ca. 15 måneder senere.

 

Fra og med den 22. juni 2008 vil det således ikke længere være tilladt at sælge kosmetiske produkter, der indeholder MG.