Flere parfumestoffer på ingredienslisten?

En netop offentliggjort vurdering fra den videnskabelige komité (Scientific Committee on Consumer Safety), der rådgiver Europa Kommissionen om sikkerheden ved ingredienser i forbrugerprodukter, handler om allergi-fremkaldende parfumestoffer i kosmetik.

 

Rapporten er en opfølgning på indførelsen af den vurdering komiteen foretog i 1999, som førte til deklarationspligt af 26 parfumestoffer, som kan give allergi. Komiteen har i deres nuværende vurdering ikke alene gennemgået parfumestoffer som er kemikalier, men også æteriske olier og har udover data fra mennesker inkluderet resultater af dyretest.

Komiteen har fundet at over 100 parfumestoffer enten er bevist at være allergifremkaldende eller sandsynligvis er det ved kontakt med huden. De har desuden vurderet, at en række parfumestoffer bør have en grænseværdi for at være sikre for forbrugeren og at ét parfumestof ikke længere bør anvendes.
Det afhænger af Europa-kommissionen og medlemslandene hvorvidt vurderingen fra Komiteen bliver omsat til lovgivning.
Læs mere om:

Epoxyallergi og arbejde

Epoxy anvendes mange steder i industrien i lim og over-fladebehandling. Det er stærkt allergifremkaldende og man må derfor ikke arbejde med epoxyprodukter før man har haft kursus i hvordan man beskytter sig.

Videncenter for Allergi har sammen med et netværk af hudlæger fra Dansk Kontaktdermatitis Gruppe kortlagt årsager og konsekvenser til epoxyallergi på arbejdet.
  • I alt 95 patienter blev identificeret med erhvervsbetinget epoxyallergi i perioden 2005-2009. Heraf havde halvdelen ikke haft det af Arbejdstilsynet lovpligtige kursus og hver tredje anvendte ikke handsker.
  • Epoxyallergi sås hyppigst blandt fabriksarbejde, i vindmølleindustrien, blandt malere og ved arbejde med gulvlægning.
  • I over halvdelen af tilfældene udvikledes allergi over for epoxy inden for det første år af ansættelsen.
  • I ca. 20 % af tilfældene havde epoxyallergien medført at personen mistede sit job eller måtte gå på pension, hos 20 % havde allergien også medført økonomisk tab.
Den lovgivning, der skal beskytte personer, som arbejder med epoxy, overholdes tilsyneladende ikke altid med store konsekvenser for de, der udvikler allergi over for epoxy.

Læs mere om epoxyallergi

Læs mere om allergi hos malere

Læs vejledningen om epoxyarbejde

Test din viden om epoxyallergi

Selvtest før hårfarvning anbefales ikke

De fleste permanente hårfarver indeholder stærkt allergifremkaldende stoffer af typen phenylenediaminer (fx p-phenylene diamine og toluene diamine). De fleste permanente hårfarver har også på deres indlægsseddel en anvisning til hvordan forbrugeren  inden hårfarvning kan teste sig selv for hårfarveallergi.

Testen har til formål at identificere forbrugere, som er allergiske overfor hårfarve og som derfor ikke skal farve håret.

Testen går ud på at man kommer en mindre mængde af hårfarve direkte på huden fx bag øret eller i albuebøjningen 24 -48 timer før hårfarvning og observerer om der er en allergisk reaktion.

En international gruppe af forskere har gennemgået den viden, der er om hårfarveallergi selvtesten. Denne gennemgang er publiceret som en videnskabelig artikel. Samtidig undersøgte man instruktionerne i 20 forskellige permanente hårfarver købt i 7 forskellige lande og fra 13 forskellige producenter.

Konklusionen er:

  • Hårfarveallergi selvtesten er ikke valideret blandt forbrugere og man ved derfor ikke om den kan korrekt forudsige, hvem der vil udvikle en allergisk reaktion ved hårfarvning.
  • Man vel ikke om forbrugeren kan udføre og aflæse testen korrekt.
  • Instruktionerne i de 20 undersøgte hårfarveprodukter, hvad angår selvtesten, var vidt forskellige, også i tilfælde der var tale om sammen producent.
  • Såfremt man følger instruktionen vil man være udsat for stor mængder af allergifremkaldende stoffer direkte på huden i lang tid – hyppigst anbefalet 48 timers udsættelse med ufortyndet produkt – hver gang man farver hår. 
  • Der er risiko for at allergi opstår ved selve testen, da man kan få allergi ved udsættelse for allergifremkaldende stoffer på selv små hudområder.
  • Hårfarveallergi selvtesten er ikke vist at være sikker for forbrugeren.

Læs om undersøgelsen

Læs mere om hårfarveallergi

Fugtighedscremer med bakterier i?

 

I en netop offentliggjort undersøgelse fra Videncenter for Allergi undersøgtes 32 fugtighedscremer anvendt af patienter med håndeksem, 20 i alt. Der blev fundet mikroorganismer i 20 af produkterne (63%), enten i selv cremen eller som oftest fra kanten af beholderne.

 

Der blev fundet gule stafylokokker i 6 produkter, dvs. i ca. hver 3. produkt. Det skyldes sandsynligvis forurening under brug af cremen. Gule stafylokokker kan give hudinfektion og forlænge helingen af eksem.

 

Det anbefales at:

  • Undgå direkte hudkontakt med emballagens åbninger og kanter. Brug f.eks. en spatel til at tage cremen ud af en åben bøtte med.
  • Overskud af creme må ikke returneres til bøtten eller tørres af på kanter.
  • Hav ikke cremer, der har været i brug, stående i lang tid.

 

Læs om undersøgelsen

Læs om håndeksem

Kursus i eksem og hudallergi

Kurset giver en opdatering af den nyeste viden om kontakteksem, kliniske aspekter, årsager, diagnose og behandling.

 

Kurset er målrettet efteruddannelse af speciallæger i dermatologi, men andre interesserede vil også kunne deltage.

 

Der er plads til et begrænset antal deltagere.

 

Kurset kan ikke tilmeldes

Krom i lædersko

Læder garves med krom for at opnå holdbarhed og fleksibilitet. Krom er meget allergifremkaldende og kan frigives fra læderet under brug. I Danmark er der fundet en stigning i kromallergi forårsaget af sko i de senere år. En lignende udvikling er set i Tyskland, hvor man har indført begrænsninger for, hvor meget af det stærkt allergifremkaldende krom VI, som må frigives fra lædervarer, der er i længerevarende kontakt med huden som fx sko.

Videncenter for Allergi undersøgte for nylig sammen med Force Technology 60 par sko og fandt, at 13 % af de undersøgte sko frigav krom VI i mængder, der ville kunne give allergi.

Danmark har nu foreslået i EU, at krom VI-frigivelse fra lædervarer i tæt og langvarig kontakt med huden skal være så lav, at den ikke er målbar. Det svarer i praksis til en grænseværdi på 3 mg/kg Krom VI. Hvis forslaget vedtages, vil det betyde, at færre får kromallergi i fremtiden af fx lædersko.

Forslaget er i høring indtil 1. september 2012.

Læs forslaget her

Læs rapport om krom i sko

Læs om kromallergi

International vurdering af Videncenter for Allergi

Et panel af anerkendte forskere fra England, Tyskland og Sverige har vurderet Videncentrets videnskabelige produktion og forebyggende indsats over for allergi i perioden oktober 2001-oktober 2011.

 

Videncentret havde i den periode offentliggjort 254 videnskabelige arbejder og afsluttet 14 ph.d.-studier. Mange af videncentrets resultater har været anvendt til forebyggelse i EU-sammenhæng, som nationale anbefalinger og har ført til et øget videnniveau om allergi over for kemiske stoffer og dermed forbedret information og mulighed for forebyggelse.

 

Ekspertpanelet konkluderede blandt andet: Centret har en unik profil og er et 'Centre of Excellence', ikke blot i Danmark men også på europæisk plan. Det er en enestående institution, der fortsat tilvejebringer mærkbare fordele for samfundet udmøntet i sygdomsreduktion, forbedret livskvalitet og bevaret arbejdsevne for borgerne.

 

Læs hele evalueringen (pdf)

Læs hele evalueringen på engelsk (pdf)

 

Læs rapport over videncentrets resultater

 

  

Film om den allergiske reaktion

Det kan være vanskeligt at forstå, hvad der sker i immunsystemet, når allergi udvikles.

Nu kan man se en animeret film, som viser mekanismen bag det allergisk eksem, også kaldet kontakteksem eller type IV-allergi.

Filmen er udviklet af Mediafarm

Se filmen her

Læs artiklen hvor en immunolog fortæller om immunreaktion på hårfarver  (artiklen er ikke længere tilgængelig på dr.dk)

Se billeder af allergisk eksem

Nyt om filaggrin – arvelig proteinmangel i huden

I tre nye undersøgelser har Videncentret set på konsekvenser af medfødt mangel på proteinet filaggrin i huden.

Ca. 8 % af befolkningen har mutationer, som medfører en nedsat mængde af eller total mangel på proteinet filaggrin i huden.

Filaggrin er vigtig for hudens barriere, dens evne til at yde tilstrækkelig beskyttelse mod omgivelserne og for hudens evne til at bevare fugten.

 

Undersøgelserne viste:

 

Total mangel på filaggrinproteiner i huden var ofte forbundet med  svær behandlingskrævende atopisk eksem og håndeksem.

Mutationer i filaggringenet gav en øget risiko for revner i huden på hænder og fingre – især hvis man ikke havde atopisk eksem.

Dog var der nogle personer, som havde arvelig filaggrinmangel, uden at have haft eksem.

 

En defekt hudbarriere i form af filaggrinmangel kan påvirke sammenhængen mellem tobaksrygning og astma.  Rygning var således en større risikofaktor for at udvikle astma blandt personer, der havde arvelig filaggrinmangel i huden end hos personer uden filaggrinmangel. Sammenhængen var stærkest i gruppen af personer, der røg mest.

 

Undersøgelserne er baseret på eksempatienter fra hud-og allergiafdelingen, Gentofte Hospital, voksne danskere fra baggrundsbefolkningen (Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed) og en børnekohorte med mange eksembørn (fra Dansk BørneAstma Center).

 

Læs artiklerne:

Læs mere om filaggrin

Ph.d.-forsvar

Susan Hovmand Lysdal's Ph.d. forside

Fredag d. 13.04. 2012 kl. 14.00 forsvarer cand.scient.san.publ. Susan Hovmand Lysdal afhandlingen “Occupational hand eczema and its career consequences among trained hairdressers: a register based questionnaire study” ved Københavns Universitet.

 

Forsvaret foregår i Hannover auditoriet, Panum Instituttet.

 

Afhandlingen kan hentes som pdf-fil. (~17 MB)
 

1 13 14 15 16 17 23