Huden

Billede af person med mutation i filaggringenet.

Huden er både kroppens mest synlige og største organ. I gennemsnit har den et areal på omtrent to m².

Hudens opgave er at fungere som barriere – at beskytte kroppens indre miljø mod vores omgivelser.

Huden:

  • Beskytter mod UV-bestråling.
  • Beskytter mod tab af væske.
  • Regulerer legemstemperaturen.
  • Er sanseorgan for berøring, tryk, smerte, temperatur og vibration.
  • Er en aktiv del af immunsystemet, hvilket gør huden i stand til at reagere på skadelige påvirkninger med en betændelsesproces.
  • Er barriere mod kemiske og fysiske påvirkninger.
  • Er barriere mod mikroorganismer.

Huden består af tre lag: overhud, læderhud og underhud.

Overhuden (epidermis)

Overhuden kan inddeles i to grupper:

  • Et yderste, synlige cellelag – der også er kendt under navnene stratum corneum eller hornlaget – der består af døde hudceller.
  • Et indre, levende cellelag.

I overhuden findes desuden proteiner, fedtstoffer og celler, der producerer pigment, samt celler, der indgår i kroppens immunforsvar. Ligeledes findes celler, der registrerer tryk og reagerer på skade på huden.

Alle disse celler udgør tilsammen den ydre barriere.

Cellerne i det indre, levende lag fungerer som stamceller. Ved celledeling ændrer de udseende, modnes og vandrer op mod det ydre, døde lag, hvor de til slut mister deres kerne, dør og bliver afstødt.

Afstødning og produktion af nye celler er i konstant balance, så hudtykkelsen forbliver konstant for det specifikke område. Ved håndflader og fodsåler er hudtykkelsen ca. 1 mm og andre steder ca. 0,1 mm. Processen varer i gennemsnit fire uger.

Læderhuden (dermis)

Læderhuden består primært af bindevæv og fibre, og hudlaget er derved involveret i hudens styrke og elasticitet.

Læderhuden indeholder bl.a. celler, der er ansvarlige for betændelsesreaktioner i huden, hår, talgkirtler, svedkirtler samt muskler, f.eks. den mimiske ansigtsmuskulatur samt den muskulatur, der er forbundet med hårsækkene.

Læderhuden indeholder desuden lymfekar og nerveceller, der bl.a. registrerer tryk og vibrationer.

Underhuden (tela subcutanea eller subcutis)

Underhuden består primært af bindevævsceller, der er specialiseret i fedtoplagring.

Underhuden indeholder også blodkar, der forsyner fedtlaget, og mindre blodkar, der forsyner læderhuden og overhuden.

Underhuden fungerer primært som isolering og stødpude.

Når huden bliver syg

Hudsygdomme kan udløses af infektioner, opstå som god- eller ondartede kræftsygdomme eller som et led i arvelige tilstande. Mange hudsygdomme, som f.eks. eksem, skyldes betændelsestilstande i huden, der kan opstå pga. ydre påvirkninger i form af hudirriterende eller allergifremkaldende stoffer.

Huden kan ved sygdom som f.eks. psoriasis producere og afstøde celler hurtigere. Det betyder, at den afskalning, som normalt er usynlig, bliver synlig med skæl.

Ved betændelsesreaktioner bliver huden også rød og hævet. Det skyldes øget blodgennemstrømning og væskeophobning.

Nogle hudlidelser kender man årsagen til, mens forklaringen endnu er ukendt for andre.

Filaggrin

Et protein i huden, filaggrin (filament-aggregating-protein), har vist sig at have betydning for udviklingen af visse typer eksem.

Filaggrin er en vigtig for struktur og styrke i huden yderste, døde hudlag (hornlaget). Filaggrin nedbrydes bl.a. til mindre dele – aminosyrer – der er ansvarlige for at trække væske ind i cellerne. Filaggrin er således med til at bevare fugt i huden.

Forskning har vist, at omtrent hver 10. dansker har en mutationen i det gen, der koder for filaggrin. Mutationen betyder en delvis eller fuldstændig mangel på proteinet i huden, hvilket medfører en mindre effektiv hudbarriere.

Denne mutation har vist sig at hænge sammen med atopisk eksem (børneeksem), og op mod halvdelen af alle med atopisk eksem er karakteriseret af, at de ikke har filaggrin i normale mængder i deres hud.

Visse former for eksem kan således være arveligt.