Naturparfumeallergi
Naturparfumer kan give allergi
Parfumeallergi påvises hos ca. 2% af befolkningen. Dette svarer til, at hver 10. person med eksem får påvist allergi over for parfumestoffer.
Parfumestoffer er en af de hyppigste årsager til allergisk eksem hos voksne og hos børn. Parfumeallergi viser sig først på de hudområder, hvor man har været i kontakt med parfume og kan senere brede sig. Symptomerne er rødme, kløe, knopper eller blærer.
Første tegn på parfumeallergi er typisk udslæt i armhulen efter brug af parfumeret deodorant eller på halsen efter brug af cologne. Hos nogle vil tilstanden gå i ro ved ophør med brug af produkterne, andre vil få forsatte eksemproblemer, som kan involvere hænder og ansigt . En parfume er en blanding af duftstoffer, der kan være mellem 10 - 100 forskellige ingredienser.
De enkelte duftstoffer kan være simple kemikalier, som er syntetisk fremstillede eller naturekstrakter udvundet af fx. plantedele. De fleste af kemikalierne er stoffer, som også findes i naturen og de er således også en del af naturekstrakterne.
De mest allergifremkaldende duftstoffer er naturlige. I en undersøgelse af naturkosmetik blev 22 naturparfumer kemisk analyseret, man fandt at 82% af parfumerne indeholdt kendte allergi-fremkaldende stoffer og visse i så store mængder, at det blev anset for risikabelt at anvende dem.
Naturekstraktet, oak moss absolute, er den hyppigste kendte årsag til parfumeallergi. Det udvindes af en særlig type lav, som vokser på egetræer, og giver en mos-agtig duft. I Danmark er hver 4. person med parfumeallergi allergisk over for dette natur ekstrakt. Det samme mønster ses i mange andre europæiske lande. Ekstraktet ’oak moss absolute’ indeholder mange forskellige stoffer, men hvilke der er allergifremkaldende, har ikke været kendt. På den baggrund er der iværksat et europæisk forskningsprojekt i EU-regi, som Videncentret deltager i. I projektet testes personer, som er allergiske over for oak moss absolute på huden med forskellige bestanddele af ekstraktet fremstillet ved kemisk spaltning. Det er nu lykkedes at identificere to stoffer, som hoved-ansvarlige for oak moss ekstraktet’s allergifremkaldende egenskaber. Stofferne er meget stærkt allergifremkaldende og findes kun i naturen. Identifikationen af disse stoffer åbner mulighed for at forebygge denne form for parfume-allergi ved kemisk at fjerne/reducere de allergifremkaldende komponenter i ekstraktet, at fastsætte grænseværdier for hvor meget der må være i kosmetiske produkter og deklarere produkter med disse indholdsstoffer. Dette projekt vil givet løse nogen væsentlige problemer med parfumeallergi, men der er fortsat lignende problemstillinger med andre naturekstrakter, som anvendes mere og mere i parfumefremstilling.
Vælger man at bruge kosmetik, som indholder naturekstrakter, giver dette generelt ikke en større beskyttelse mod allergi end ved brug af anden kosmetik. Den parfumeallergiske person vil uanset om det allergifremkaldende stof er tilsat produktet, som et kemisk stof eller som en del af et naturekstrakt have lige store allergiproblemer. Det betyder at den parfumeallergiske person, som lovgivningen er i øjeblikket, også bør undgå produkter, som indeholder natur ekstrakter uanset at producenter har deklareret disse som ’parfumefri’.
Denne artikel har været bragt i Astma-Allergi bladet
|