Formaldehyde og formaldehydefrigørere
Formaldehyde anvendes som konserveringsmiddel og kan give allergi. Formaldehyde kan tilsættes produktet direkte eller i form af et stof, der frigører formaldehyde, efter det er tilsat.
Hvad er formaldehyde?
Formaldehyde er et konserveringsmiddel. Det betyder, at det anvendes til at reducere vækst af bakterier og andre mikroorganismer i produkter som kosmetik og rengøringsmidler. Vækst af bakterier i produkter, der er beregnet til langvarig kontakt med huden, som kosmetik kan i
værste fald forårsage alvorlige betændelser i huden. Mange produkter indeholder derfor konserveringsmidler.
Formaldehyde er et konserveringsmiddel, som har været brugt og kendt i mange år. Det kendes også under navnet formalin, som er en vandlig opløsning af formaldehyde. Når formaldehyde anvendes til konservering af kosmetik, er det næsten altid i form af et konserveringsmiddel, der kan frigøre formaldehyde i små mængder i selve produktet (se listen nedenfor). Man kan både blive allergisk over for formaldehyde og det moderstof, som frigiver formaldehyde.
Hvad er symptomerne?
Symptomerne på formaldehydeallergi er eksem, dvs. rødme, hævelse, knopper evt. blærer, der bliver til sår. Formaldehydeallergi giver hyppigt anledning til hånd- og ansigtseksem.
Hvad er årsagerne?
Formaldehydeallergi kan erhverves i privatlivet eller på arbejdspladsen. I privatlivet er det næsten altid kosmetik, især fugtighedscremer, men også anden kosmetik, der er årsagen. På arbejdspladsen kan formaldehyde forekomme i blandt andet skæreolier, maling og papir.
Hyppighed
Formaldehydeallergi påvises hos ca. 2 % af personer med eksem, som får foretaget en allergitest. Det er stort set lige hyppigt hos kvinder og mænd. Hyppigheden blandt eksempatienter i Europa har været nogenlunde konstant de sidste 10 år.
Generelt om konserveringsmiddelallergi
Diagnose og behandling
Diagnosen stilles ved en plasterprøve også kaldet lappetest hos en hudlæge. Behandlingen er som for andre eksemer. Herudover er det vigtigt, at undgå formaldehyde i de produkter man bruger. Der er deklarationspligt af kosmetik, det vil sige, at det skal fremgå af produktets indholdsfortegnelse, hvis det er tilsat formaldehyde. Såfremt formaldehyde ikke i sig selv er tilsat, men først frigives i produktet ved tilsætning af formaldehydefrigørende stoffer, fremgår det ikke nødvendigvis direkte af indholdsfortegnelsen.
I stedet vil navnet på moderstoffet, som frigiver formaldehyde stå på indholdsfortegnelsen. Det vil sige, at man som formaldehydeallergiker også skal undgå formaldehydefrigørende stoffer. Der findes mange forskellige formaldehydefrigørende stoffer. De formaldehydefrigivende stoffer, der må anvendes i kosmetik, er nævnt i listen nedenfor.
Formaldehyde og formaldehydefrigørende stoffer, der kan anvendes i kosmetik:
• benzylhemiformal
• 2-bromo-2-nitropropane-1,3-diol
• 5-bromo-5-nitro-1,3-dioxane
• diazolidinyl urea
• DMDM hydantoin
• formaldehyde
• imidazolidinyl urea
• methenamine
• paraformaldehyde
• sodium hydroxymethylglycinate
• quaternium-15
Når disse stoffer forekommer i kosmetik, skal de være anført i indholdsfortegnelsen på produktet med ovennævnte navne.
Reference: Kosmetik-bekendtgørelsen
|
Formaldehydefrigivende stoffer kan også forekomme i andre produkter, der f.eks. anvendes på arbejdspladsen. Her er det nødvendig at gennemgå produkterne sammen med en hudlæge for at være sikker på at de ikke indeholder formaldehyde eller formaldehydefrigørere.
Der findes en analysemetode, en såkaldt spot-test, som kan afgøre om der er formaldehyde i et produkt. Denne test anvendes af hudlæger til at påvise skjulte udsættelser for formaldehyde hos formaldehydeallergikere, som led i diagnosen og udredningen af deres eksemsygdom.
Lovgivning
Indholdsstoffer i kosmetik er reguleret via et direktiv, som er oversat til en dansk kosmetikbekendtgørelse. Denne kan findes på:
www.mst.dk
Rengøringsmidler er omfattet af en frivillig ordning, der snarest forventes erstattet af en egentlig deklarationspligt.
Videnskabelige artikler
Agner T et al. Formaldehyde allergy: a follow-up study. Am J Contact Dermatitis 10:12-17
Flyvholm AM et al. Threshold for occluded formaldehyde patch test in formaldehyde-sensitive patients. Relationship to repeated open application test with a product containing formaldehyde releaser.
Contact Dermatitis 1997:36:26-33
Wilkinson JD et al. Monotoring levels of preservative sensitivity in Europe. A 10-year overview (1991-2000).
Contact Dermatitis 2002:46:207-210
e |