|
Eksemskoler
Undervisning af forældre til børm med atopisk eksem.
Atopisk eksem er en sygdom der rammer små børn og dermed indirekte er en stressfaktor for hele familien.
Sygdommen er kronisk, og behandlingen kompliceret, idet der ud over den medicinske behandling med cremer og tabletter ofte kræves en betydelig ændring af livsstil for at bringe sygdommen i ro. Et godt samarbejde og tillidsforhold mellem forældrene til børn med atopisk eksem og behandlerteamet er nødvendig for behandlingen gennemføres tilfredsstillende. For at øge forståelsen for sygdommen, samt give øget handlekompetence til forældrene, har der gennem de sidste ti år mange steder været særlige undervisningstilbud til forældre til børn med atopisk eksem. Det kan dreje sig om eksemskoler, hvor der gives undervisning og rådgivning i grupper, eller om sygeplejekonsultationer med særlig vægt på praktiske råd vedrørende sygdommen. At der er et behov for sådanne undervisningstilbud fremgår af en engelsk undersøgelse, hvor man viser, at 38% af forældre til børn som havde været behandlet med henholdsvis en meget mild og en meget stærk hormoncreme ikke var i stand til at angive hvilken der var den milde og hvilken der var den stærke (Charman CR et al. Br J Dermatol 2000; 142: 931-6). En japansk undersøgelse viser, at forhold der er afgørende for om en lægeordineret behandling gennemføres er, dels om der er et godt patient-lægeforhold, og dels hvor svær sygdommen er (jo mere syg jo mere tendens til at følge behandlingen) (Ohya Y and Williams H. J Invest Dermatol 2001; 117: 852-7). Et godt forhold mellem patient og behandler kan netop opbygges gennem et undervisningsprogram tilrettelagt individuelt eller for grupper af patienter. En ny undersøgelse har vist, at gruppevis undervisning af eksempatienter påvirker såvel behandlingsvaner som evnen til selv at handle over for sygdommen i en positiv retning (Staab D et al. Pediatr Allergy Immunol 2002; 13: 84-90). Om der også er en positiv effekt på livskvaliteten for patienten er ikke helt afklaret, men en tendens til øget livskvalitet for familien er påvist i en ny videnskabelig undersøgelse (Chinn Dj, Poyner T and Sibley G. Br J Dermatol 2002; 146: 432-439).
Ligesom på de øvrige hudafdelinger i landet har vi også på Gentofte hudafdeling siden 1996 haft et undervisningstilbud til forældre til børn med atopisk eksem. Undervingen omfatter dels en almindelig lægekonsultation, efterfulgt af en samtale med en sygeplejerske, hvor der vejledes i hudpleje. Samtidig udleveres skriftlig informationsmateriale om sygdommen, en video lånes med hjem, og forældrene inviteres til deltagelse i eksemskoleaften. På eksemskoleaftenen er der ca 3 timers undervisning i sygdommens forløb, komplikationer, behandling og forebyggelse. Der er tid til at besvare spørgsmål, og forældrene kan indbyrdes komme i dialog. Det er behandlerteamets opfattelse, at der gennem dette undervisningsprogram opbygges et godt forhold mellem forældre og behandlerteam. Forældrene opnår større viden om sygdommen og større tryghed i behandlingen
(Olesen J. Forældre på skolebænken. Månedsskrift for praktisk lægegerning 2001: 79: 291-95).
Atopisk eksem hos børn er en kompliceret sygdom uden klar årsag og hvor behandlingen ofte kan virke lidt besværlig. En konsekvent gennemført behandling kan imidlertid give betydelige resultater med udtalt bedring af eksemet. Det er derfor særlig vigtigt ved denne sygdom, at der opnåes en god kontakt og et tillidsforhold mellem forældre og behandlerteam. En måde at opnå dette på er uddannelsestilbud til forældrene, herunder eksemskoler
Denne artikel har været bragt i Astma-Allergi bladet
|